Superliga

Chanko vil væk fra AaB øjeblikkeligt

Louay Chanko satser på et lynhurtigt exit fra AaB. Midtbanespilleren mener blandt andet, at han bliver brugt forkert i den nordjyske klub.

Louay Chanko har et år tilbage af sin kontrakt med AaB, og det var ventet, at den syrisk fødte svensker ville lade den løbe ud, inden jagten på en ny arbejdsgiver ville blive intensiveret. Men nu har midtbanespilleren tilsyneladende ombestemt sig.

Ifølge

fotbollskanalen.se

har Louay Chanko haft et møde med Kent Nielsen og Lynge Jakobsen og gjort det klart, at han gerne vil væk fra Nordjylland med det samme. Af samme årsag har han også bedt sin agent om at holde et vågent øje med, om der skulle dukke nogle interessante klubber op.

- Jeg har hele tiden håbet på, at der ville dukke en klub fra Qatar eller Emiraterne op. Kommer der ikke til at ske noget, bliver det meget tungt for mig, men jeg prøver ikke at tænke på det. Lige nu forsøger jeg bare at fokusere på AaB, siger Louay Chanko til fotbollskanalen.se og understreger sin iver efter at komme væk fra Aalborg:

- Dukker der noget op, er jeg klar til at springe på cyklen med det samme.

Louay Chanko har ikke fået så meget spilletid i AaB på det seneste, og når han er blevet sendt på banen, er det for at spille ude på kanten. Dette er han bestemt ikke tilfreds med.

- Jeg hører til inde på den centrale midt. Sådan er det bare, lyder det fra AaB-spilleren.

Tipsbladet.dk har forsøgt at få en kommentar fra Lynge Jakobsen, men AaB's sportsdirektør var ikke at træffe.