Superliga

Chanko: Topklub i Saudi Arabien vil have mig

En klub i Saudi Arabien har spurgt på AaB'eren Louay Chanko, der dog i første omgang har bedt sin agent om ikke at holde ham informeret.

For et år siden kom midtbanespilleren Louay Chanko til AaB og spillede sig straks ind som fast boldspillende terrier på nordjydernes centrale midt. Chankos bedrifter på AaB-midten har nu fået en klub fra Saudi Arabien til at interessere sig for den svensk/syriske midtbanemand.

- Min agent har fortalt mig, at der er en topklub i Saudi Arabien, der har spurgt på mig, men jeg har sagt til ham, at han først skal vende tilbage, hvis der kommer noget konkret, jeg skal tage stilling til. Lige nu koncentrerer jeg mig om AaB og kampen mod Silkeborg i weekenden, siger Louay Chanko til tipsbladet.dk.

Ifølge svenske Aftonbladet er det storklubben Al Ahli, der vil købe Chanko. Den svenske avis skriver sågar, at AaB har accepteret buddet på 9,4 millioner svenske kroner (godt 7,5 millioner danske kroner). AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen vil ikke deltage i diskussionen om Chanko.

- Jeg har ingen kommentarer til den historie, siger Lynge Jakobsen til tipsbladet.dk.

Louay Chanko har spillet fuld tid på AaB's midtbane i sæsonens første tre kampe og udgør sammen med Rasmus Würtz en solid midterakse hos Superligaens aktuelle nummer syv.