Brøndbys ballade-fans indberettet til DBU
Illustration
Superliga

Brøndbys ballade-fans indberettet til DBU

Brøndby kan se frem til bødestraf efter fansenes afbrænding af romerlys og kast af forskellige effekter på banen i søndagens udekamp mod FC København.

Dommer Kenn Hansen måtte afbryde søndagens derby mellem FC København og Brøndby IF i minutter efter FCK's scoring til 1-0, da Brøndbys fans tændte masser af romerlys og kanonslag, der blandt andet blev kastet på banen. 

Og flere gange undervejs i kampen blev der kastet lightere, mønter og andre effekter på banen, hvor både FCK-keeper Stephan Andersen, vagter og en bolddreng var i skudlinjen.

Mu har DBU modtaget kamprapporten fra søndag og i den er der foretaget en indberetning omkring Brøndbys balladefans, romerlysene og de mange kastede effekter. 

Det bekræfter DBU overfor tipsbladet.dk.

Sagen bliver nu bragt videre til DBU's disciplinærudvalg, der skal tage stilling til eventuelle sanktioner mod Brøndby IF.

Hvis fansenes opførsel bliver vurderet i den milde ende, vil sanktionen formentlig blive efter disciplinærudvalgets traditionelle sanktionsform, hvor førstegangstilfælde slipper med en advarsel, anden indberetning resulterer i bøde på 10.000 kroner, tredje tilfælde giver bøde på 25.000 kroner og tilfælde her ud over bliver individuelt behandlet. 

Vurderer disciplinærudvalget søndagens hændelser til at være af grovere karakter, kan disciplinærudvalget vælge at behandle sagen individuelt under alle omstændigheder. 

Da Brøndby allerede har en indberetning om dårlig fan-opførsel fra udekampen mod FC Nordsjælland 31. august, kan klubben mindst forvente en bøde på 10.000 kroner.

Ved individuel behandling kan disciplinærudvalget princippet straffe med både tomme tribuner, større bøder og i yderste konsekvens pointstraf.