Brøndby vandt på solid anden halvleg
Illustration
Superliga

Brøndby vandt på solid anden halvleg

I en halvkedelig mandagskamp levede Brøndby lige akkurat op til favoritværdigheden og besejrede Silkeborg med 2-0.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion

Brøndby skuffede i premieren, hvor det blev til et 1-3-nederlag til FC Midtjylland, mens Silkeborg gjorde et fornemt comeback til Superligaen med et en målløs forestilling mod mesterskabsfavoritterne fra FC København. Mandag aften skulle oprykkerne forsøge at skabe endnu en overraskelse, da holdet gæstede Brøndby Stadion.

Værterne levede dog op til favoritrollen i en ikke særlig velspillet kamp og vandt 2-0.

Der var kun spillet et minut, da Brøndby viste tænder første gang. Riza Durmisi slog et hjørnespark ind i panden på Simon Makienok, der fik lov at stå forbavsende fri, men angriberen headede over mål. Kort efter havde Silkeborg en farlig afslutning i den modsatte ende.

Chancerne blev dog ikke ved med at falde som perler på en snor, og man skulle således helt hen til det 25. minut, før der igen var fare på færde i et af felterne. Brøndby hentede i sidste uge Elbasan Rashani i Odd, og han var med fra start i mandagens kamp, og det var ham, der var på spil, da han listede et hovedstød tæt under mål lige forbi.

Alt i alt var det dog en meget ringe 1. halvleg, der helt retvisende sluttede uden mål.

Ligesom i 1. halvleg var 2. halvleg også kun et enkelt minut gammel, da Simon Makienok meldte sig ind i kampen med en afslutning, som lige akkurat ikke ramte målet.

To minutter senere sad den i skabet for Brøndby. Efter fornemt sammenspil mellem Ferhan Hasani og Frederik Holst lagde sidstnævnte bolden til rette for Jose Ariel Nunez, der bankede bolden i kassen til blå-gul føring på 1-0.

Silkeborg havde ikke mange chancer i opgøret, men kort efter at uret rundede en time, fik gæsterne den hidtil største chance i kampen. Nicolaj Ritter fik pludselig en hel bane at løbe på i venstre side, og han havde masser af tid til sin afslutning, men Lukas Hradecky var på plads.

Efter 65 minutter sendte Brøndby Lebogang Phiri på banen, og han var tæt på at score efter få minutter, da han opsnappede en elendig tværpasning af Jens Martin Gammelby, men Kasper Jensen diskede op med en flot redning. En flot redning bidrog Jensen også med efter 87 minutter, da Simon Makienok afsluttede meget kompetent fra kanten af feltet.

I overtiden lykkedes det Brøndby at lukke kampen definitivt. Dennis Flinta mistede bolden og så slog Brøndby en hurtig kontra, som endte hos Ferhan Hasani, og han spillede på tværs til Lebogang Phiri, der ikke kunne undgå at score til 2-0.

Det blev det sidste nævneværdige i en kamp, hvor Brøndby levede op til forventningerne rent resultatmæssigt og vandt 2-0, men holdet skal ramme et endnu højere niveau på torsdag, når Club Brugge venter på udebane i Europa League-kvalifikationen.