Brøndby regner med flere transfers
Illustration
Superliga

Brøndby regner med flere transfers

Per Rud vil ikke love flere transfers, men det vil overraske ham meget, hvis ikke der sker flere handler i Brøndby i løbet af sommeren.

To-fire spillere.

Det var, hvad Brøndby på forhånd meldte ud, at der skulle hentes i dette transfervindue, og indtil videre er Fredrik Semb Berge, Johan Elmander og Elbasan Rashani kommet til klubben. Dermed har de blå-gule allerede på nuværende tidspunkt nået deres målsætning og kan i teorien sætte flueben ud for sommerens transfervindue 2014.

Sportsdirektør Per Rud lader dog faxmaskinen forblive tændt. Han har ingen forventninger om, at Brøndby har været involveret i den sidste transfer denne sommer.

- Jeg vil sige, at det vil overraske mig meget, hvis det stopper her. Der kan både ske til- og afgang. Der er stadig lang tid til, at transfervinduet lukker, så der kan ske mere, men jeg vil ikke love noget, siger Per Rud til tipsbladet.dk.

Brøndby har været sat i forbindelse med Rasmus Falk og May Mahlangu, uden at der dog har været noget konkret på bordet.