Brøndby præsenterer Ronnie Schwartz i dag
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Brøndby præsenterer Ronnie Schwartz i dag

Brøndby IF har sikret sig Ronnie Schwartz på en et-årig lejeaftale med købsoption. Han præsenteres senere mandag.

Brøndby IF har hentet Christian "Greko" Jakobsen, Frederik Rønnow og Magnus Eriksson i dette transfervindue, og desuden er Teemu Pukki på plads som permanent spiller. Snart er sommerens femte handel også på plads.

Som Ekstra Bladet tidligere kunne fortælle, er Ronnie Schwartz tæt på et skifte til klubben fra Vestegnen. Tipsbladet.dk erfarer, at Ronnie Schwartz lige nu er til lægetjek i Brøndby, og når det er veloverstået, mangler kun underskriften på kontrakten. Det betyder, at Brøndby IF ifølge tipsbladet.dk's oplysninger allerede præsenterer angriberen som ny spiller senere i eftermiddag.

Den tidligere Randers-angriber skifter til Brøndby på en lejeaftale fra Guingamp for hele den kommende sæson, men opholdet på Vestegnen kan blive meget længere for Ronnie Schwartz. Brøndby har således sikret sig en købsoption på Schwartz, som klubben kan gøre brug af, hvis angriberen imponerer i løbet af de næste 12 måneder. Dermed kan Ronnie Schwartz gå i fodsporene på spillere som Alexander Szymanowski og Teemu Pukki, der også startede som lejesvende i Brøndby, inden de blev hyret permanent.

Tipsbladet.dk har forgæves søgt en kommentar hos Ronnie Schwartz' agent Allan Bak Jensen.