Brøndby-keeper: Der er gjort et stort nummer ud af Riza-kontrakt
Foto: René Schütze/Polfoto
Superliga

Brøndby-keeper: Der er gjort et stort nummer ud af Riza-kontrakt

Målmand Frederik Rønnow er glad for at se Riza Durmisi forlænge sin kontrakt med Brøndby IF. En kontrakt, som der har været sagt og skrevet meget om.

Når Brøndby IF søndag går på banen mod Esbjerg fB, bliver det med en spritny kontrakt til Riza Durmisi. Torsdag lykkedes det for de to parter at nå til enighed om en ny kontrakt, der gælder frem til sommeren 2018. Den 21-årige danske landsholdsspiller havde udløb til sommer, men tegnede altså en ny aftale med klubben, som han altid har spillet for.

Forhandlingerne tog måneder, men nu er de forbi, og der er i truppen også glæde over, at Durmisi har forlænget sin aftale. Backens kontraktsituation har været et tema i pressen, men truppen har holdt fokus på banen.

- Det er ikke sådan, det har påvirket omklædningsrummet, men de fleste har jo været opmærksomme på situationen. Der er blevet gjort et stort nummer ud af det (i medierne, red.), men der vil altid være rygter og snakke, når det handler om spillere. Det kan man ikke tage sig så meget af, siger målmand Frederik Rønnow til tipsbladet.dk og forklarer:

- Alle har jo kunnet fornemme, at Riza var interesseret i at forlænge, og alle er jo glade for, at han har forlænget, siger han videre.

Frederik Rønnow og Riza Durmisi var begge med til U21-EM for det danske landshold, og selv om Durmisi var den eneste af de to, der kom i aktion under U21-EM, spiller de sammen igen nu. Brøndby hentede Rønnow i AC Horsens i sommer, og Rønnow er da heller ikke bleg for at sige, at han er godt tilfreds med at være holdkammerat med Durmisi frem til sommeren 2018.

- Det taler for sig selv, hvad Riza inden for kort tid har opnået. Han bliver udtaget til landsholdet og spiller landskampe, og han går uimponeret til værks, når han spiller. Han har fantastisk speed og en god teknik, og han passer sine defensive pligter.

- Riza er en spiller, alle værdsætter, og jeg er glad for, at han har fået en ny kontrakt, siger Frederik Rønnow videre.

De to skal i aktion sammen på søndag, hvor Brøndby får besøg af Esbjerg på Brøndby Stadion, før der venter to ugers pause grundet landskampe.