Superliga

Brøndby i konkrete forhandlinger om hovedsponsorat

Den langvarige jagt på en ny hovedsponsor nærmer sig endelig en afslutning for Brøndby IF, der har flere forhandlinger i gang.

Brøndby har længe jagtet en ny hovedsponsor - en jagt der har været undervejs under nu tre direktører. Da Ole Palmå tilbage i slutningen af 2010 trak stikket som direktør i Brøndby var et af hovedpunkterne i klubben at finde en ny hovedsponsor, og sådan er situationen stadig under Tommy Sommer Håkansson, der blev sat ind som konstitueret direktør efter Jan Lockharts afgang i juni måned.

Men signalet fra Brøndbys nye direktør er, at en aftale nærmer sig.

- Vi er i konkrete forhandlinger med flere gode emner i forbindelse med et nyt hovedsponsorat, siger Tommy Sommer Håkansson til tipsbladet.dk

- Det er noget, der dagligt bliver arbejdet rigtigt hårdt på, at og vi håber at have en ny aftale på plads relativt hurtigt.

Endnu er Brøndby garanteret penge fra tidligere hovedsponsor Jesper Nielsen frem til sommeren 2013, men vil meget gerne have præsenteret en permanent ny hovedsponsor - og gerne med en længere aftale.

- Vi har tradition for lange aftaler omkring hovedsponsorater i Brøndby. Jesper Nielsen lavede i sin tid en lang aftale, og inden da var Codan mange år i Brøndby som hovedsponsor. Vi håber snart at kunne lancere en langtidsholdbar løsning, siger Tommy Sommer Håkansson.

Der er dog ingen intentioner om at kunne præsentere et nyt sponsorat, der ligger i nærheden af den gigantiske aftale som Jesper Nielsen tegnede tilbage i 2007, hvor Brøndby blev forgyldt med flere end 100 millioner kroner over fem år.

- Der er ikke mange, der kan præsentere en aftale i den størrelse, som Jesper tegnede med Brøndby dengang. Vi håber dog stadig at lande en aftale, der afspejler en god værdig for både os og en kommende hovedsponsor og at aftalen ender med at være i en pæn størrelse, siger direktøren.

Brøndby startede den nye sæson med et hjemmebane-nederlag til OB men skal forsøge at skaffe sæsonens første point, når det søndag aften gælder AaB på udebane.