Brøndby handler: Henter Lasse Vigen
Foto Brøndby IF
Superliga

Brøndby handler: Henter Lasse Vigen

Brøndby IF har hentet forstærkning. Klubben har skrevet under med Lasse Vigen Christensen.

Brøndby IF henter yderligere forstærkning.

Kasper Fisker, Besar Halimi og Filip Blazek er allerede rykket til Brøndby, og nu henter klubben altså Lasse Vigen Christensen, 23 år.

Således har Brøndby og Troels Bech netop offentliggjort, at Vigen har underskrevet en fireårig aftale med Brøndby, og han skifter fra Fulham FC, hvor han det seneste års tid ikke har været blandt favoritterne. I foråret var han udlejet til Burton, og med kun et år igen af aftalen med Fulham, var det altså det logiske tidspunkt nu.

- Vi har i flere transfervinduer forsøgt at hente Lasse til klubben. Vi ser ham som en spiller, der kan løfte Brøndby IF yderligere og tilføre vores midtbane og trup endnu mere dynamik med sin løbevillighed og professionelle indstilling, siger Troels Bech, sportsdirektør, til klubbens hjemmeside.

Han forklarer.

- Han er en spiller, som har prøvet rigtig meget i en ung alder, og den erfaring tager han med sig til Brøndby IF. Han står for hårdt arbejde, og han sætter holdets succes før sin egen, og derfor ser vi ham som et rigtig godt match til de værdier, vi bygger på i Brøndby IF.

- Brøndby IF har jo altid været en attraktiv klub i Danmark at komme til som fodboldspiller, men med vores nye, gamle spillestil har blot gjort interessen større.

Med denne sommers farvel til Rodolph Austin, Thomas Kahlenberg, Lebogang Phiri og Frederik Holst har der været behov for at hente nye midtbanespillere til Brøndby, og det er Alexander Zorniger og Troels Bech altså lykkedes med.