Brøndby er i denne sæson vendt tilbage til toppen af dansk fodbold rent sportsligt, men der er endnu et stykke vej til, før klubbens økonomiske balance er i toppen af Superligaen.
Klubben meddeler således torsdag, at man har revurderet forventningerne til regnskabsåret 2014. Brøndby IF forventer nu et underskud på op mod 170 millioner kroner i regnskabsåret 2014. Det sker efter en række nedskrivninger af kontrakter og stadion, oplyser klubben i en delårsrapport for første kvartal i 2014.
Først i 2017 forventer Brøndby IF at skabe ligevægt i resultatet, fortæller Brøndby-direktør Jesper Jørgensen.
- Den nye bestyrelse har revurderet den tidligere bestyrelses forventninger, herunder forventningerne til indtægter fra TV-aftaler, og det har medført at vi i dag må foretage en stor nedskrivning af vores anlægsaktiver, herunder stadion. Målsætningen er at skabe ligevægt i Brøndby IF’s resultat før transfer i 2017, hvilket kan gøres med selskabets nuværende kapital- og likviditetsberedskab, siger han.
Brøndby forventer at kunne sælge spillere i løbet af de kommende år og dermed styrke klubbens økonomi.
- Vi ser med stor tilfredshed på den sportslige udvikling i Brøndby IF det seneste år og har som mål at vi i de kommende år spiller med i toppen af Superligaen. Det vil bane vejen for øgede indtægter, hvilket gør det muligt at skabe ligevægt i resultatet før transfers i 2017. Med Brøndby IF’s historiske gode evne til at sælge spillere og den sportslige strategi med øget fokus på egen udvikling af spillere via Brøndby Masterclass, vil denne målsætning give mulighed for yderligere at styrke Brøndby IF via transfermarkedet i perioden frem mod 2017, siger direktøren.
Brøndbys egenkapital er pr. 31. marts 2014 på 93,5 mio. kr. Den 31. december 2013 var egenkapitalen på 233,6 mio. kr.
Brøndby sluttede som nummer fire i den forgangne sæson i Superligaen.