Brøndby-formand: Thomas Frank skal have en arm om skulderen
Foto: Gregers Tycho/Polfoto
Superliga

Brøndby-formand: Thomas Frank skal have en arm om skulderen

Jan Bech Andersen vil fortælle cheftræner Thomas Frank, at han har den helt store moralske støtte fra sin bestyrelsesformand.

Brøndby IF er seks point fra den målsætningsdefinerede tredjeplads i Superligaen, og onsdag røg holdet ud af DBU Pokalen efter et nederlag til SønderjyskE, så der er pres på klubben i øjeblikket. Foråret er nemlig ikke blevet indledt på optimal vis for klubben, der stiler højere end den position, som den er i på nuværende tidspunkt.

Det pres manifesterer sig også på cheftræner Thomas Frank, og det kan han ikke undgå at blive påvirket af, siger klubbens bestyrelsesformand Jan Bech Andersen.

- Når han bliver bombarderet udefra på den måde, hvor at hver gang han åbner en avis, kan han læse en artikel om sin position, så skal man være ualmindeligt følelseskold for ikke at blive påvirket. Selvfølgelig bliver man altid lidt rystet, siger Jan Bech Andersen til BT.

Bestyrelsesformanden ser det som sin pligt at yde moralsk opbakning til sin cheftræner, og han planlægger at give sin uforbeholdne støtte til Frank.

- Det handler om at give Thomas en arm rundt om skulderen, så han ved, at han ikke står alene, og at der er støtte udefra, siger Bech Andersen videre.

Brøndby IF møder FC København søndag på udebane.