Brøndby-boss efter pokalexit: Ikke pres på Frank
Foto: Tycho Gregers/Polfoto
Superliga

Brøndby-boss efter pokalexit: Ikke pres på Frank

Selv om SønderjyskE i går sendte Brøndby ud af pokalturneringen, er Brøndby-træner Thomas Frank ikke mere presset, fastslår formand Jan Bech Andersen.

Brøndby har endnu ikke prøvet at vinde i tre forsøg i 2015, men en skuffende åbning på Superliga-foråret og et exit fra pokalturneringen gør ikke cheftræner Thomas Frank ekstra presset. 

Det siger klubbens bestyrelsesformand Jan Bech Andersen til bt.dk. Direkte adspurgt svarer han:

- Nej, det er han ikke. Vi tager en frisk snak med Thomas i morgen (torsdag, red.), og så ser vi frem mod kampen mod FCK på søndag. 

Han siger dog, at pokalfiaskoen mod SønderjyskE er "enormt ærgerlig", og at den nuværende placering i Superligaen ikke er god nok. Men bestyrelsesformanden har stadig tro på, at Frank og resten af holdet kan leve op til de forventninger, der er til dem.

- Der, hvor vi ligger nu, er selvfølgelig ikke tilfredsstillende. Vi har stadig en målsætning om at ende i top tre, og det er jeg overbevist om, at vi indfrier, siger han. 

Forud for kampen mod FC København på søndag ligger Brøndby nummer fem i Superligeen, a point med AaB foran dem. Der er seks point op til Randers på tredjepladsen.