Brian Steen: Var vel det rette tidspunkt at stoppe i AGF
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Brian Steen: Var vel det rette tidspunkt at stoppe i AGF

I sommer blev Brian Steen Nielsen afskediget som sportschef i AGF, og nu sætter han lidt ord på sit farvel til klubben, hvor han spillet, trænet og ageret sportschef i en ni år.

For tredje gang på 12 år rykkede Aarhus-klubben AGF ned i sommer efter et frygteligt forår, hvor Peter Sørensen blev fyret som træner og Jesper Fredberg fik opgaven med at redde AGF i foråret. Det lykkedes ikke, og så omstrukturerede AGF for alvor på den sportslige side. Ind kom Morten Wieghorst som cheftræner, Bent Christensen som assistent, og Wieghorst fik også scout Erik Larsen med, selv om scouten nu er fortid i AGF igen. Og AGF kæmper for at komme tilbage i landets bedste selskab.

Og også i ledelsen blev der foretaget ændringer, for i maj fyrede AGF sportschef gennem godt og vel ni år, Brian Steen Nielsen, og den tidligere sportschef har siden holdt lav profil. Nu er han dog blevet rådgiver for talenter som blandt andre Oskar Buus fra AGF, og tiden væk fra Aarhus-klubben og fodbolden har givet den Brian Steen Nielsen tid til at reflektere over bruddet med AGF. Et brud, som set i bagklogskabens lys måske var det rette for begge parter.

- Det var vel det rette tidspunkt at stoppe. Der skulle nye kræfter til, tror jeg. Jeg vidste jo godt, at det kunne ske, at jeg røg ud. Det var da ærgerligt, men jeg har det, som da jeg stoppede som spiller. Det virker, som om det var det rette tidspunkt. Det kan jeg mærke i kroppen. Jeg tænker ikke: Hold nu op, hvis jeg lige fik et år mere i jobbet, og så skulle vi lige rykke op. Jeg tænkte modsat. Man skulle bruge et år på at rykke op, et-to år på at ligge i midten, og så skulle det være toppen, siger Brian Steen Nielsen i et interview med Jyllands-Posten.

 Brian Steen Nielsen, 46, fortæller videre, at han måske vil slå sig sammen med en partner og fortsætte rådgivningen.