Borring: 2014 et år der skal glemmes
Illustration
Superliga

Borring: 2014 et år der skal glemmes

Randers-spilleren Jonas Borring har ikke været i aktion siden april, fordi han har døjet med først hovedpine og senest lysken. Han håber på at få nogle minutter, inden efterårssæsonen slutter.

2014 er ikke et år, Jonas Borring kommer til at se tilbage på med stor tilfredshed. Randers-spilleren startede ellers året godt, men i april blev han ramt af kronisk hovedpine, som holdt ham ude af aktion. I sommer var Jonas Borring så tilbage og godt i gang med opstarten til den nye sæson, men så blev han ramt af en skade i lysken. Den skade var ikke til at slippe af med, og så måtte han under kniven, hvor lægen samtidig fandt ud af, at Borring døjede med sportsbrok.

Den 29-årige tidligere landsholdsspiller kæmpede sig så tilbage, men sidst i oktober kunne Borring så mærke, at han var startet op for tidligt, og at lysken ikke var helt stærk nok. Derfor måtte Jonas Borring holde sig væk fra græsset i et par uger, men nu er han så endelig tilbage. Mandag og tirsdag trænede han igen med holdet efter den lange periode væk fra banen, og han håber nu på, at det værste er overstået.

- Det er først nu her, jeg synes, det går den rigtige vej. 2014 er bare et år, der skal glemmes. Det har taget meget længere tid, end jeg regnede med, siger Jonas Borring til tipsbladet.dk.

Randers-kanten har med andre ord haft sit hyr med at komme tilbage på grønsværen. Heldigvis har klubben gjort det godt i den periode, hvor han har siddet ude, så han ikke har været tvunget til at forcere yderligere for at nå tilbage og hjælpe sit hold. Men perioden har alligevel været svær personligt, fortæller Jonas Borring.

- Vi er jo alle mødt ind klokken 10 til træning, men når de andre er gået på græs, er jeg gået i styrkerummet. Og det har været frustrerende, fordi jeg selvfølgelig også gerne vil spille. Men det går som sagt bedre nu. For en måned siden kunne jeg mærke mentalt, at der var en barriere, og at jeg måske tænkte for meget over tingene og min lyske. Det var nok den største hæmsko i forhold til at være helt klar, siger Jonas Borring og forklarer videre:

- Jeg tror, kampen fredag kommer for tidligt, men jeg skal have en snak med Colin (cheftræner Colin Todd, red.). Nu må vi se. Jeg har det sådan lige nu, at skulle jeg få minutter i dette efterår, så vil det være ren bonus for mig. Det kunne være dejligt at spille, men det er helt op til Colin. Min grundform halter måske en smule, selv om jeg har været i stand til at løbe lige ud i noget tid. I og med at jeg har været ude så længe, tager det nok noget tid, før jeg er 100 procent igen, siger Jonas Borring.

Kantspilleren med en fortid i FC Midtjylland og OB ved godt, at han ikke kommer til at spille fra start i dette efterår. Dels er han ikke klar til det, dels har Colin Todds mandskab gjort det godt i dette efterår. Med en placering som nummer to i tabellen har Randers FC med en stærk defensiv vist sig som et hold, der er svært at spille imod.

- Vores defensive organisation har været fantastisk, det vidner seks clean sheets også om. I sidste sæson havde vi kun tre, og det er helt sikkert en af forklaringerne på, at vi ligger, hvor vi gør. Vi lukket ikke længere dumme mål ind, og så får vi scoret og vundet kampe 1-0. Det har helt sikkert betydet meget, at de fire forsvarsspillere og vores målmand spiller hver gang, det er de positioner, du mindst vil skifte på, siger Jonas Borring.

Randers møder FC Vestsjælland fredag aften i Slagelse, og den kamp bliver med stor sandsynlighed ikke Jonas Borrings comeback-kamp.