Bookmaker spår Frank-fyring inden forårssæsonen
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Bookmaker spår Frank-fyring inden forårssæsonen

Thomas Frank er ikke træner i Brøndby, når forårssæsonen går i gang. Det mener bookmaker.

Brøndby IF er startet denne sæson med tre nederlag i de første tre kampe i Superligaen, og selv om Brøndby de senere år har haft for vane at komme dårligt fra start, er det ekstremt bekymrende, at klubben endnu ikke har fået point.

Således er der allerede ni point op til FC Midtjylland, efter Brøndby på hjemmebanen søndag aften tabte med 0-2 til Hobro i en pinlig affære, set med hjemmeholdets briller. Spørgsmålet er derfor, hvor sikkert træner Thomas Frank sidder i sædet? Spørger man hos NordicBet sidder Frank ikke specielt sikkert.

Bookmakeren giver nemlig 1.90 igen, hvis Thomas Frank er at finde som træner i Brøndby den 15. januar 2016, mens der kun udbetales 1.80 gange penge igen, hvis Thomas Frank ikke er træner i Brøndby den 15. januar 2016.

Med andre ord: Lige nu mener NordicBet, at det er mest sandsynligt, at Thomas Frank bliver fyret inden den 15. januar 2016.

- Det kan godt være, at man i Brøndby har været gode til at snakke proces og udvikling de seneste par år, men der er ingen tvivl om, at Thomas Frank efterhånden hænger i en temmelig tynd tråd. Når sæsonen indledes så elendigt, og man kun scorer tre mål i seks kampe mod hold, der alle burde være svagere end Brøndby, så bliver der naturligvis stillet spørgsmålstegn.

- Derudover var gårsdagens Brøndby-præstation velsagtens den dårligste siden Kent Nielsens fyring i 2010, så er sædet under cheftræneren for alvor brandvarmt, siger NordicBets oddssætter Tonni Munk Jensen.

Thomas Frank udtalte efter nederlaget til Hobro, at han stadig er den rette mand for Brøndby.

Brøndby-træneren er samtidig bookmakerens favorit til at få den næste fyreseddel blandt Superligaens tolv trænere.