Brøndby har været i dialog med Randers om et salg af den gambianske midtbanespiller Paul Jatta, der er kommet tilovers på vestegnen. Jatta står lige nu bagest i køen til den defensive midtbaneplads, og da Brøndby også har unge folk som Patrick Olsen og Frederik Holst på vej fra ungdomsafdelingen, har de besluttet at skille sig af med Jatta.
Derfor var interessen fra Randers også en god mulighed for alle parter inklusive Jatta selv, der har halvandet år tilbage af sin Brøndby-kontrakt. Men handlen af Paul Jatta er kollapset, og skiftet går altså ikke igennem her på transfervinduets sidste åbningsdag.
- Paul Jatta skal ikke til Randers, siger Ole Bjur til tipsbladet.dk.
Det betyder samtidig, at Brøndby kan gå på transferferie, medmindre der kommer et bud i 11. time på én af klubbens spillere. Der er ingen spillere på vej ud, efter Jatta-handlen er faldet til jorden. Samtidig har Brøndby heller ikke har tænkt sig at hente flere spillere ind efter købet af Simon Makienok Christoffersen, der blev offentliggjort i lørdags.
- Der kommer ikke noget ind her i sidste øjeblik. Med købet af Simon er vi færdige med at handle, siger Brøndbys-bossen.
Brøndby har i vinterpausen sagt farvel til Max von Schlebrügge, Thomas Rasmussen og de to A- Talent-trup-spillere Osama Akharraz og Kristoffer Munksgaard.