Bjørdal: Inde i en tung periode
Illustration
Superliga

Bjørdal: Inde i en tung periode

Johan Lædre Bjørdal kom til AGF 1. januar, hvor klubben lå godt til i Superligaen. Nu er han og AGF i nedrykningsfare.

Den norske forsvarsspiller Johan Lædre Bjørdal havde nok drømt om at spille med om medaljer, for da han i november blev enig om AGF om at starte i klubben den 1. januar, havde han ikke ventet, at klubben skulle kæmpe om nedrykning. Det fortæller den norske landsholdsspiller.

Siden Bjørdal kom til, er Peter Sørensen fyret, klubben er røget fra en position, hvor der blev duftet til medaljer, til at spille om livet i Superligaen.

- Sådan er fodbold nogle gange. Jeg tror, vi lå nummer tre, da jeg kom hertil, og så er der sket meget siden med Peter Sørensen. Men jeg synes faktisk, at Jesper (Fredberg, red.) har gjort et godt job, og han arbejder hårdt med os. Det er vigtigt at holde fast i, at Jesper har gjort et godt job. Men at vi skulle kæmpe for at holde os i ligaen, havde jeg aldrig drømt om, da jeg skiftede. Men det er situationen, og vi må alle vise os fra vores bedste side som hold og individuelt, siger Bjørdal.

Nordmanden erkender, at AGF er inde i en rædderlig periode med fem nederlag på stribe, hvor klubben oven i købet er gået fra banen uden at score. Men der må arbejdes videre, forklarer Bjørdal.

- Vi er inde i en tung periode, men jeg synes faktisk, vi var gode mod FCK, og vi spillede okay mod Randers. Mod Nordsjælland var der også meget godt at tage med. Vi skaber altså store chancer i dag, men det er symptomatisk for vores situation, at de ikke går ind. Vi lukker også alt for nemme mål ind, siger Bjørdal.