Superliga

Bernburg: Vil være knivskarp til sommer

Martin Bernburg kommer ikke i kamp for Brøndby mere i denne sæson, men han håber, at han vender meget stærk tilbage til sommer.

Martin Bernburg har brugt en stor del af sin Brøndby-tid i genoptræningslokalet, og det er også her, han befinder sig for tiden. Denne gang kæmper angriberen for at blive en knæskade kvit, men helt sikkert er det, at det når han ikke i dette forår. Og det frustrerer naturligvis Brøndby-forwarden.

- Jeg er afklaret med, at det ikke bliver i foråret, jeg kommer til at spille, og derfor sigter jeg mere mod sommeren, hvor jeg godt kunne tænke mig at stå knivskarp. Det er selvfølgelig frustrerende, men der skal den rigtige behandling til, siger Martin Bernburg, der får indsprøjtninger i sit skadede knæ, til kanalsport.dk.

Mens det ikke bliver til spilletid i foråret for Martin Bernburg, kan angriberen tænke tilbage på et efterår, hvor det blev til spilletid i 15 ud af 18 kampe.