Bengtsson: Mentalt overtag og nedture

Bragt i Tipsbladet 21. november
Pierre Bengtsson bøjer sig forbløffet over papiret med kampe på bordet.

”Er der virkelig ikke mere end fem kampe tilbage? Det har jeg slet ikke tænkt over,” siger han med en undren i stemmen, som man ikke lige havde ventet. For det sidste år har jo handlet meget om, at det snart var slut med at se den svenske back bombe op og ned ad venstrekanten med både et meget højt bundniveau og masser af skarpe pasninger ind i feltet, eftersom det længe har stået klart, at når kontrakten med FC København udløb, så var den 26-årige Bengtsson parat til nye og større udfordringer.

Faktisk har bejlerne stået i kø, hvilket man egentlig godt forstår, når man tænker på, hvordan svenskeren har løftet en fornem back-tradition i FCK efter Niclas Jensen, Oscar Wendt og Bryan Oviedo, så det har fyldt i de seneste måneder af fodboldlivet, men alligevel er han overrasket over, at afskeden faktisk er så tæt på.

Men det er den. Godt nok har Tipsbladet glemt pokalkampen mod Greve i skyndingen, men den regner Bengtsson ikke med at spille, som den ligger der midt imellem møderne med AaB og FC Midtjylland i et sammenpresset og vigtigt slutprogram. Så det er Silkeborg hjemme, HJK Helsinki ude, AaB ude, FC Midtjylland hjemme og til allersidst Torino torsdag den 11. december i Parken, derefter er det slut med FCK for Bengtsson efter fire år og 156 kampe. Og hvordan er det så?

”Når jeg kommer tilbage efter landsholdspausen, kan man måske godt stoppe op og blive lidt nostalgisk over, at der ikke er flere kampe tilbage. Det bliver specielt for mig, en mærkelig følelse når det begynder at nærme sig slutningen.”

”For jeg har jo for det meste haft en rigtig god tid her, og jeg kommer til at se tilbage på tiden i København og FCK som den periode, hvor jeg på en eller anden måde blev voksen, både som fodboldspiller og som menneske udenfor banen.”

”En stor del af mit liv har jeg været her i København, så det har et stort plads i mit hjerte. Jeg har oplevet rigtig mange ting, som er forbundet med København og FCK. Der er mange minder, som man vil bære med sig resten af livet, samtidig med at der venter nye minder i fremtiden. Sådan er det jo. Der skal skrives et nyt kapitel,” siger venstrebacken.

Flyvende start og svingende resultater
Faktisk kom han allerede til Danmark i september 2009, da Morten Wieghorst hentede ham fra AIK til FC Nordsjælland, hvilket U/21-landsholdsbacken godt nok så som et lille skridt ned fra en af de største klubber i Sverige men til gengæld et stort skridt frem i forhold til at spille noget mere. Og 15 måneder senere havde han spillet nok til, at han blev hvervet af Danmarks største klub for omkring otte millioner kroner.

Det blev en flyvende start for den unge Bengtsson, for FC København var nået frem til 1/8-finalerne i Champions League med Chelsea som modstander, og efter et kvarter som indskiftet i Parken i 0-2 nederlaget spillede han fra start på Stamford Bridge.

”At komme fra en lille klub, som Nordsjælland var på det tidspunkt, og så spille fra start mod Chelsea. Det var stort for mig. På det tidspunkt toppede FCK som hold, det var det bedste hold, der nogen sinde har været i FCK, så det var rigtig fedt at være med og at kunne mærke, at man kunne følge med. Det gav et godt boost af selvtillid.”

”Det var jo ikke noget, jeg havde regnet med. Jeg vidste, at Oscar [Wendt] skulle være i klubben til sommer, så jeg tænkte, at der ville være en indkøringsperiode det første halve år, men selvfølgelig håbede jeg at spille lidt. Det blev så til flere kampe, end jeg havde troet på, og så var jeg for min egen del heldig der i starten, at Pospech havde karantæne på udebane mod Chelsea, for så var Oscar højre back, og jeg spillede de første 70 minutter som venstre back. Og vi holdt nullet.”

”Jeg spillede over for Ramires på kanten med Ivanovic på højre back, mens Drogba lå på toppen som angriber. Han var umulig at tage bolden fra, specielt hvis han fik den med ryggen til mål. Man kunne ikke engang komme tæt på ham. Men det gik rigtig fint, så det var en god start for mig,” siger Pierre Bengtsson om de første to kampe i FCK-trøjen, der siden skulle vise sig at være et af højdepunkterne i hans tid i klubben.

”Man var ikke bevidst om, at det var noget specielt. Jeg mærkede det lidt, men ikke på den måde. Men efter at jeg har været her nogle år og fået nogle flere erfaringer, kan jeg sige, at det var det. Så forstår man, at de resultater og det hold, det er ikke noget, der sker hvert år. Der er mange ting, der skal passe sammen, for at det bliver sådan, og det er svært i fodboldens verden.”

”Dengang kom jeg ind på et hold med nogle spillere, jeg så op til, som William Kvist og Jesper Grønkjær, og det var nok også den bedste holdfølelse, jeg har oplevet. Alt kørte bare. Alle spillere vidste præcis, hvordan de skulle spille, hvor de havde hinanden henne på banen. Det var stort at være en del af. Jeg lærte også rigtig meget i den tid, men så blev tingene sværere. Der blev skiftet ud i spillere og trænere, og så kørte det ikke på samme måde,” siger den svenske back, der dog også har oplevet andre højdepunkter gennem årene i FCK.

”Jeg vil også nævne den sæson, hvor vi vandt guld med Ariël [Jacobs], og hvor vi undervejs satte rekord med ni sejre i træk. Vi var helt vildt solide, og den følelse, da det lykkedes... Ja, det er noget, som man har arbejdet for i lang tid, og så er det fantastisk, når man får lov til at opleve det.”

”Men jeg synes ikke, at vi udefra fik cadeau for den sæson, for vi sluttede så skidt. Det var sådan lidt ”nå, de vandt, men det var ikke så godt, som det burde have været.” Det var lidt ærgerligt, at vi ikke kunne slutte bedre af, for så havde man måske haft en endnu federe følelse. Men det var et fantastisk efterår, og så var foråret ikke lige så godt,. Vi tabte mange point, men der var stadig ikke nogen, der gik forbi os, for de, der kunne, tabte også deres kampe.”

”Jeg ville selvfølgelig gerne have vundet flere mesterskaber med FCK. Vi vandt det år, jeg kom, siden blev vi nummer to, et og så nummer to sidste år. Jeg ville gerne have vundet hvert år, hvis det var muligt, men det har været meget op og ned med holdpræstationerne her i FCK, med kvaliteten. Spillere er kommet og gået, og der har også været meget udskiftning på trænerposten.”

”Det startede jo med Ståle, så blev det Roland Nilsson, og han var der kun i seks måneder. Så tog CV over i seks måneder, så kom Ariël et år, og så kom Ståle igen og har snart været her i halvandet år. Når man ser det på den måde, så har det været mange trænere, men det har nu ikke rigtigt føltes sådan for mig, for systemet har ikke ændret sig, og jeg ved, hvad jeg skal.”

”Samtidig ved jeg også, at at det kun er mig selv, der kan sørge for min egen udvikling og gøre mig til en bedre spiller. Det er ikke træneren eller noget andet, det er mig selv, der gør det, så man kan skal ikke lægge ansvaret over på noget andet. Man skal sørge for sin egen udvikling og sit eget liv. Det er vigtigt,” pointerer Pierre Bengtsson, mens det er sværere at beskrive, hvad han egentlig har gjort.

For udviklingen er ikke et resultat at tusinde timer med selvtræning. Den er bare kommet.

”Man får vel udbytte af alle de mange ting, man har trænet gennem alle årene. Samtidig er jeg som person vældig målrettet. Jeg tænker fodbold hele tiden, og jeg prøver altid at gøre det så godt som muligt. Jeg er aldrig tilfreds. Jeg vil hele tiden op på et højere niveau.”

”Og så blev jeg jo også omskolet til back ret sent. Jeg spillede først central midt og siden venstre kant, indtil jeg var 17-18 år, så det var først i Nordsjælland, at jeg lærte positionen at kende rigtigt og spillede kampe fast. Det tror jeg også har gjort, at jeg måske har haft en lidt senere udvikling. Og så skal man jo heller ikke være bedst, når man er 22 år. Jeg er 26 år, og måske er jeg bedst om et år eller to,” siger venstrebacken, der dog ikke har udviklet sig i al ubemærkethed.

Vigtig anerkendelse og venner for livet
De fleste FCK-fans vil nok fremhæve Oscar Wendt på bekostning af landsmanden Bengtsson i en diskussion om, hvem der var den bedste venstre back, men kigger man på statistikken pr. kamp er Bengtsson faktisk bedst, omend det er ude i tredje decimal (Mål pr. kamp: 0,026 mod 0,025 – Assists pr. kamp: 0,185 mod 0,181), og i den seneste tid har afløseren også fået masser af opmærksomhed. Således kårede FCK-tilhængerne sidste sæson ham til Årets Spiller, hvilket må siges at være en sjælden hæder for en back.

”Nej, det sker nok ikke så tit, men det var også en lidt speciel sæson, hvor vi ikke rigtig havde nogen topscorer. Men det var rigtig fedt, og jeg synes også, at det er fortjent. Jeg ved, hvad jeg har præsteret her, og sidste år vandt jeg også assistligaen [10 styk i 43 kampe]. Jeg synes, at jeg har holdt et rigtig højt niveau, hvilket måske har været sværere for mig end for Oscar, for han spillede på et rigtig godt hold og havde mange gode spillere omkring sig. Det var en helt anden tid i FCK dengang. De vandt ligaen med 26 point, og jeg kan selv huske, hvordan de hold, der kom til Parken i starten, ikke troede, at de kunne vinde. Man havde et mentalt overtag.”

”Så det har været sværere at skille sig ud, når holdet ikke har haft sin bedste periode. Det er altid nemmere, hvis holdet vinder ligaen med 10 point. Så bliver man også mere fremhævet som individ. Fodbold er en holdsport, og man spiller altid for holdet, for man ved, at hvis man gør det rigtige for holdet, så er det også bedre for en selv.”

”Men når det er sagt, så synes jeg alligevel, at det er lykkedes mig at skille mig ud på en positiv måde her i København og Danmark, så jeg håber, at alle vil have gode minder om mig. Jeg har i hvert fald gode minder herfra, selv om det har været op og ned med præstationerne for vores hold,” siger Bengtsson, der heller aldrig har fyldt så meget i medierne, men dog føler, at han har fået den respekt, han skulle have – ikke mindst i form af prisen som Årets Spiller i FCK.

”Jeg har opfyldt mange ting og er kommet langt i karrieren, så det var dejligt at få den bekræftelse, den anerkendelse udefra også,” som han siger. Og så har han også fået venner for livet gennem sine år i FC København.

”Ja, Wiland har jo været med hele vejen, så vi har snakket meget sammen. Vi har boet over for hinanden på Islands Brygge, og vi sidder ved siden af hinanden i omklædningsrummet. Delaney har også været der hele tiden. Og her på det sidste er vi svenskere blevet rigtigt tætte igen. Anton, som jeg kendte fra tidligere og fra landsholdet, er kommet tilbage, og der er også Per Nilsson og Kacaniklic,” siger en af de fem svenskere i truppen.

Men trods det høje antal er fortidens frokostklub på Cafe Zeze inde i den indre by ikke blevet genoplivet, og det er ikke kun, fordi Zeze er lukket.

”Det var en rigtig fin periode med frokostklubben, og det gjorde også, at jeg nemt kom ind i klubben. Men nu har Pelle familie, Anton har familie, Wiland har familie, så det bliver lidt mere mig og Alex. Han har en kæreste, men han har ingen børn. Han er et par år yngre end mig, mens de andre er lidt gamle og kedelige nogle gange. Men jeg er ung og frisk,” siger han med et grin.

”Nej, jeg har fået nogle venner for livet i FCK og København og ikke kun svenske. Også danskerne som Delaney. Ikke fordi man omgås så tit privat med alle, men jeg synes, at jeg har et godt forhold til mange her. Også lederne her i klubben, som jeg ved, jeg kan ringe til eller komme tilbage til senere,” lyder det fra Bengtsson om de fire år, der da også bød på mere end afslutningen på en eventyrlig sæson, et mesterskab med Ariël Jacobs og en skuffende andenplads derimellem.

Svære udebaner og kendte trøjer
Fodbolden i Europa har været en konstant faktor hele vejen med foreløbig 33 kampe på backens visitkort fra debuten mod Chelsea over nedturen i ukrainske Poltava og triumfen mod Galatasaray til senest det store nederlag til Brugge.

”Den anden gang, vi var med i Champions League mod Real, Juventus og Galatasaray, står også som en af mine største oplevelser i FCK. Det var en god gruppe, selv om vi kun fik fire point, for jeg synes, at vi spillede godt i fem af de seks kampe. Det var kun udekampen mod Galatasaray, der ikke var så heldig. Vi tabte godt nok også begge kampe ude mod Real Madrid og Juventus, men det var en helt speciel oplevelse med Champions League, opmærksomheden, fokusen. Det er rigtig fedt at få lov til at spille de kampe, og det er noget, der udvikler dig sindssygt meget, specielt når man føler som hold og som individ, at man gør det godt. Når man ikke bare bliver kørt ud ad banen.”

”For det er svært at spille på udebane og endnu mere i Champions League, for der er så mange ting psykologisk. Man føler, at man er underdog, og modstanderen får de fleste fifty-fifty situationer med sig. Omvendt har vi på hjemmebane i Parken været stærke. Vi har kunnet spille vores eget spil og holde i bolden, og det var også der, vi gjorde det rigtig godt med uafgjort mod Juventus og 1-0 over Galatasaray. Vi fortjente den respekt, vi fik fra holdene, og de kunne mærke, at det her ikke blev nemt.”

”Men på udebane er det svært, og hvis modstanderen holder presset, er det svært at finde sit eget spil. Publikum betyder også sindssygt meget i de kampe. Jeg kan huske, da vi spillede hjemme mod Juventus og Galatasaray, hvordan vores fans virkelig var på. Det giver et adrenalin-kick, som man ikke kan opleve andre steder, hvis man ikke er rockstjerne eller sådan noget. Det er store oplevelser.”

”Jeg er rigtig glad for, at jeg har fået lov til at opleve så mange europæiske kampe her i FCK, både i Champions League og Europa League. Selvfølgelig er det lidt svært at gå tilbage til Europa League, når man først har oplevet Champions League, det gælder både os spillere og vores tilhængere, men begge dele har givet mig mange gode erfaringer, som jeg måske ikke kunne have fået andre steder, og som har udviklet mig som fodboldspiller.” 

”Og så bliver man jo lidt forkælet i FCK, for man er vant til at spille gruppespil hvert år. Jeg vil formentlig ikke få lige så mange kampe i Europa i den næste klub, jeg kommer til at spille i, men det har jeg det også helt fint med, for jeg har prøvet det her i FCK. Og hvem ved, måske kan det komme igen, hvis jeg udvikler mig endnu mere og kommer til at spille i en stor klub i stor liga,” siger Bengtsson og understreger i øvrigt det specielle ved at spille i Champions League ved at nævne trøjer fra Gareth Bale og Angel Di Maria som ting, han tager med sig videre ud i fodboldlivet fra København, mens han sjældent bytter trøjer i Europa League.

Mange valg og nye udfordringer
Men nu lakker det mod enden. Om knap tre uger tager Pierre Bengtsson sit sidste raid op ad venstrekanten i Parken, og selv om det bliver en vemodig aften for ham, er han også klar til nye udfordringer.

”Jeg har spillet i den danske liga i fem år, jeg føler, at jeg har oplevet alle de ting, som jeg kan opleve, og ja, hvad skal jeg sige? Jeg har udviklet mig til at tage det næste skridt. Det bliver fedt at opleve, at skrive det næste kapitel i min karriere. Det er tid til nye udfordringer og nye oplevelser, nye miljøer omkring sig. Som det er for alle mennesker engang imellem,” siger backen, der takket være de flotte præstationer, det høje bundniveau, den frie transfer og mere og mere spilletid på det svenske landshold også har haft mange muligheder at vælge imellem. Og derfor kan han også fastslå, at han ikke vil gøre som de gamle holdkammerater, Ragnar Sigurdsson, Sølvi Ottesen og Dame N’Doye, og tage til den løntunge russiske liga.

”Jeg har hele tiden sagt Premier League eller Bundesligaen, og det holder jeg fast i. Der har været sådan en interesse, som du nævner der, men det er ikke interessant for mig nu, hvor jeg står i min karriere. Måske tænker jeg anderledes om tre-fire år, men jeg er fodboldspiller, jeg kommer til at tjene gode penge uanset hvad, så jeg vil opleve fodboldkulturen, hvor den er bedst, og jeg vil have succes med mit næste skridt, som jeg har haft i FCK. Ellers vil jeg ikke være tilfreds.”

”Jeg har skilt en del ting fra og takket nej. Det har jeg kunnet gøre, fordi jeg har haft valgmuligheder. Jeg ved, hvad jeg har præsteret, og jeg ved, at jeg ikke vil være tilfreds med hvilken som helst klub. Det skal være noget specielt og et godt match på alle de punkter, som jeg tænker på.”

”Men jeg ved også godt, at det kan blive svært. Jeg skal bevise noget på et nyt niveau, og det er også det, jeg glæder mig til. Jeg har bevist nok i FCK. Jeg glæder mig til nye udfordringer, og jeg er klar til at tage dem op. Og det er også et godt tidspunkt nu. Jeg er 26 år, og jeg har meget rutine. Jeg er ikke 22 år. Jeg er glad for, at jeg har været i FCK og ikke taget skridtet for tidligt, men jeg føler mig klar til det nu. Og så ved man jo aldrig, hvad der sker, indtil den dag, man står der i sin nye klub, men jeg glæder mig,” siger han med både ydmyghed og selvtillid.

Men først skal der siges ordentligt farvel med hjemmekampene mod FC Midtjylland og Torino som en potentielt flot afsked efter fire stærke år.

”Selvfølgelig håber jeg, at jeg kan slutte godt af. Jeg vil i hvert fald ikke tabe min sidste kamp i Parken. Jeg vil gøre alt for, at vi vinder den, så jeg slutter på en god måde,” siger Pierre Bengtsson.