Bengtsson: Elmander får det ikke nemt
Illustration
Superliga

Bengtsson: Elmander får det ikke nemt

Der er svenske spillere i både FC København og Brøndby IF, og Brøndby-svensker Johan Elmander skal ikke forvente at lave mål, er meldingen fra FCK's Pierre Bengtsson.

De kender hinanden ganske godt, Pierre Bengtsson og Johan Elmander, så der er lidt ekstra på spil, når FC København søndag får besøg af Brøndby IF i Superligaen.

Men den 33-årige angriber Elmander får ikke noget foræret, forklarer Pierre Bengtsson, der er klar til at sætte en stopper for Elmanders drøm om at sparke tre point til Brøndby.

- Ja, jeg kender jo Elmander fra landsholdslejren, og jeg kan garantere, at han ikke får det nemt over for os svenskere. Det giver lidt ekstra krydderi, at de har hentet så gode spillere (Agger og Elmander, red.). Vi har et stærkt hold, og der bliver god stemning, så det skal nok blive sjovt, siger Pierre Bengtsson.

Den svenske landsholdsback ser frem til opgøret mod Brøndby. Et derby-opgør, som han ikke er bleg for at sige, han kigger i kampkalenderen efter.

- Kampen fylder noget. Det er Brøndby hjemme, og de har et stærkt hold. Det bliver en fed kamp, og jeg glæder mig helt vildt meget. Vi skal sørge for at sætte os på kampen, og vi skal have tre point, siger svenskeren.

Begge hold er placeret midt i tabellen, så vigtigheden af kampen i Telia Parken er ikke til at tage fejl af, hvis de to hold vil holde snor i FC Midtjylland, der buldrer af sted i toppen af Superligaen.