Begejstret SønderjyskE-direktør: Har øget vores tilskuergennemsnit med 45 procent
SønderjyskE ligger til Superliga-medaljer efter en overvældende sæson, hvor man har trodset de flestes forventninger om, at man ville spille med i bunden af tabellen og måske kæmpe for at undgå nedrykning, som man ellers så tit har gjort.
Historien har dog været en helt anden, og det har kunnet ses på tribunen til hjemmekampene, hvor der har tæt på udsolgt. SønderjyskEs administrerende direktør, Klaus B. Rasmussen, fortæller da også, at tilskuersnittet er vokset betydeligt.
- Det betyder rigtig meget for selvforståelsen. Jeg tror, at vi har øget vores tilskuergennemsnit på Sydbank Park med 45 procent i denne sæson, siger han ifølge Ritzau og håber, at der vil være mellem 7000 og 8000 tilskuere, når Randers i aften kommer på besøg, og man kan sikre sig de berømte sølvmedaljer.
Generelt er der god stemning omkring byen, hvor fodboldholdet er en af en større koncern og konstruktion stiftet i 2004, og som også tæller ishockey og håndboldhold. Og omsætningen? Jo, de klarer sig.
- Fra vi så dagens lys, er vi gået fra en omsætning på 20 millioner kroner til nu at ligge på den rigtige side af 100 millioner kroner fordelt på fire hold i tre sportsgrene. Det er så fedt for os alle lige nu. Det er fodboldholdet, der virkelig har taget førertrøjen på i denne sæson, siger direktøren.