Bedst og værst: FCK-skader og Ishak-mål
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Bedst og værst: FCK-skader og Ishak-mål

Mikael Ishak scorede to gange for Randers, men hvem var god for FC København? Læs vores dom her.

Randers FC - FC København 3-0 (1-0)
'44: 1-0, Mikael Ishak
'76: 2-0, Mikael Ishak
'90, Nicolai Brock-Madsen
 
Kampens bedste:
Randers FC:
Få spillere skildte sig ud på de to hold, men ham, der gjorde forskellen, var Mikael Ishak. Den svenske angriber kørte ikke ligefrem rundt med FCK-forsvaret, men han var skarp, da det gjaldt, og den slags afgør fodboldkampe. Således også i dag.
 
FC København:
Det er noget af en opgave at udpege en god FCK'er, for Superligaens nummer to spillede en rædselsfuld kamp. Anfører Thomas Delaney skal dog have ros for at løbe og kæmpe meget, men derudover var der langt mellem de positive takter.
 
Kampens værste:
Inden for de første ti minutter måtte både Danny Amankwaa og Ludwig Augustinsson have behandling, og mens førstnævnte udgik, kom Augustinsson tilbage på banen med en tape på foden og smertestillende medikamenter i kroppen. FCK var i forvejen hårdt ramt af skader og blev nødt til at sende Christoffer Remmer op på den centrale midtbane efter Amankwaas udskiftning. Augustinsson blev skiftet ud i pausen.
 
Kampens detalje:
Begge Mikael Ishaks mål kunne såmænd begå sig i denne kategori, men det er svenskerens anden scoring, vi fremhæver. Efter Viktor Lundberg havde forlænget en lang frisparksbold, flugtede Ishak den hårdt i mål fra kanten af feltet. Og så endda med et normalt svagere venstreben. Fornem kasse.