Bedst og værst: Unge profiler førte FCN til tiltrængt hjemmesejr
Foto: Polfoto
Superliga

Bedst og værst: Unge profiler førte FCN til tiltrængt hjemmesejr

Vi zoomer ind og samler op på aftenens kamp imellem FC Nordsjælland og Viborg, hvor Kasper Hjulmands unge hold kom tilbage på sejrssporet

FCN – Viborg FF: 1-0 (1-0)

Kampens bedste:

FCN:

Slovenske Stanislav Lobotka var kampen igennem en drivkraft på den centrale og offensive midtbane, hvor den 21-årige strateg satte flere chancer op og også selv burde have scoret. Opløftende indsats fra ham.

Viborg:

Serge Deble har bare et ekstra gear i forhold til sine holdkammerater, og det er, som det var i dag, fra ham, at det både uventede og farlige ofte kommer. Havde sidste eller næstsidste fod på næsten alle tilbud.

Kampens værste:

George Fochive var med på den centrale midtbane, hvor Hjulmands unge udvalgte dog virkede noget stærkere. Overmatchet og siden udskiftet.

Kampens detalje:

Med 35-årige Patrick Mtliga ude og 31-årige Martin Vingaard og 24-årige David Jensen på bænken var det med 9 ud af 11 spilere 22 år eller under på banen, at FC Nordsjælland skulle tilbage på sporet efter adskillige kampe uden sejr. Bare 20-årige Marcus Ingvartsen var derfor udvalgt som anfører og satte på den måde en krølle på det unge, specielle projekt, som Kasper Hjulmand har igangsat.