Bedst og værst: Santander fik champagnen til at sprænge
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Bedst og værst: Santander fik champagnen til at sprænge

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem FC København og FC Nordsjælland.

Tipsbladet.dk i Telia Parken

FC København - FC Nordsjælland 2-0 (0-0)

1-0 Federico Santander (63)

2-0 Federico Santander (67)

Kampens bedste:

FC København:
Han er FC Københavns dyreste spiller, og det medfører store forventninger - ikke mindst om at kunne præstere i de store kampe. I foråret har Federico Santander vist lovende takter og givet løfter i den retning, og mod FCN satte han guldet på plads med to scoringer i anden halvleg. FCK har arbejdet hårdt på at få Santander til at passe ind, og Santander har arbejdet hårdt på at passe ind. Nu ser det hårde arbejde ud til at bære frugt.

FC Nordsjælland:
Andreas Maxsø stod i vejen for stort set samtlige FCK-indlæg, der kom i denne kamp. Særligt i de første 45 minutter var den unge midterforsvarer fuldstændig fremragende. At stå imod et FCK-mandskab for fuld skrue i Telia Parken er selvsagt ikke nogen nem opgave, men Maxsø løste den flot i størstedelen af kampen. Han ligner en færdig mand i FC Nordsjælland efter denne sæson, og hvor må de ærgre sig over i Farum, at de ikke får en krone for ham.

Kampens værste:
Ramon Rodrigues blev alt for ofte overløbet i FC Nordsjællands højre forsvarsside, og  han ligner en mand, der har svært ved at forstå sine danske medspillere i forsvaret. Han var bedre i dag end i FCN's seneste kamp mod OB, men han løfter bestemt ikke holdet.

Kampens detalje:
Når man er til fodbold, så kan det ske, at man får en bold i ansigtet eller endda bliver sparket i hovedet. Det er en risiko, man løber, når man går ind på banen. Sidder man på trænerbænken, skulle man derimod gerne være i sikkerhed. Det var FCK-assistent Peter Wettergren imidlertid ikke denne anden pinsedag. Efter 22 minutter blev Ståle Solbakken så arrig over en fejl inde på banen, at han fra siddende position kom til at sparke sin assistent i hovedet. Ikke hårdt, men meget præcist. Og naturligvis ikke med vilje. Der bliver noget at snakke om til næste MUS-samtale.