Bedst og værst: Målrekord og norsk genopstandelse
Foto: Jan Sommer/Polfoto
Superliga

Bedst og værst: Målrekord og norsk genopstandelse

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem Brøndby IF og FC Nordsjælland.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion

Brøndby IF - FC Nordsjælland 3-1 (2-1)

0-1 Emiliano Marcondes (4)

1-1 Lasse Petry (selvmål) (6)

2-1 Teemu Pukki (7)

3-1  Andrew Hjulsager (53)

Kampens bedste:

Brøndby IF:
Norske Elba Rashani har haft en første sæson under middel for Brøndby, men torsdag fik han chancen og greb den. Han lavede ganske vist et par hovedløse fejl, men han var på den ene eller den anden måde involveret i alle tre Brøndby-mål, og det skal en offensivspiller naturligvis roses for. Kan Brøndby få Rashani i gang for alvor, har Thomas Frank pludselig uhyre mange strenge at spille på i offensiven, efter at Alexander Szymanowski også er kommet i gang og Teemu Pukki fået bugt med måltørken. 

FC Nordsjælland:
På et FCN-mandskab, hvor det ikke kører i øjeblikket, er Emiliano Marcondes et frisk pust - således også mod Brøndby, hvor han åbnede scoringen efter bare to minutter og desuden havde et drøn af et langskud på stolpen. Fortsætter han med at spille kontinuerligt, kan unge Marcondes drive det vidt. 

Kampens værste:
Lasse Petry havde ikke nogen god kamp. Han havde i særdeleshed ikke nogen god første halvleg. I løbet af de første 45 minutter lavede FC Nordsjælland-spilleren selvmål og fik gult kort. Midtbanespilleren var skadet hele efteråret og er tydeligvis stadig et stykke fra den absolutte topform. 

Kampens detalje:
Brøndby og FC Nordsjælland skrev i fællesskab Superliga-rekord denne halvkølige sommeraften på den københavnske Vestegn. Da der var spillet syv minutter, var der allerede scoret tre mål, og det er aldrig sket før i Danmarks bedste fodboldrække. Tak for underholdningen!