Bedst og værst: Kiksende Kanstrup kostede i Parken
Getty/Lars Ronbog
Superliga

Bedst og værst: Kiksende Kanstrup kostede i Parken

Tipsbladet.dk zoomer ind på kampen mellem FCK og Sønderjyske.

Bedste spiller

FC København
William Kvist styrede igen i dag FCK’s midtbane med ro. Den hårdtarbejdende midtbanespiller bevægede sig dog også fremad banen, hvilket han ofte er blevet kritiseret for at gøre for lidt. I dagens kamp var det lige ved at give udbytte, da FCK’s nummer seks to gange måtte se sine forsøg blive pareret af stangen.

Sønderjyske
Mikael Uhre gjorde dagen vanskelig for FCK’s forsvar hjemme i Parken. Især Uhres navnebror Mikael Antonsson så til tider ud til at have problemer med de hurtige fødder på sønderjyden. Efterhånden som kampen skred frem fik FCK dog lukket mere ned for den 22-årige angriber, der dog allerede forinden havde sat et glimrende aftryk på kampen.

Værste spiller
Pierre Kanstrup virkede ikke til at finde sig til rette midt i FCK’s fest i Parken. Først blev han snydt gevaldigt af Youssef Toutouh ved FCK’s andet mål, inden den ellers normalt stærke højreback fulgte op med at brænde et straffespark kort før pausen.

Kampens detalje
Efter 13 minutter startede badedyrsfesten i Parken, da FCK’s fans efterhånden traditionen tro lod de oppustelige krokodiller, hajer og hammere fra Silvan flyve. Festen varede i små tre minutter og mange af de bløde bolde måtte fjernes fra plænen, før dommer Anders Poulsen igen kunne lade spillet genoptage.