Bedst og værst: Hård kamp om banens dårligste
Foto: René Schütze/Polfoto
Superliga

Bedst og værst: Hård kamp om banens dårligste

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem AaB og Esbjerg fB.

AaB - Esbjerg fB 1-0 (0-0)

1-0 Andreas Bruhn (90+2)

Kampens bedste:

AaB:
Anders K. Jacobsen havde flere muligheder for at komme på scoringstavlen. Det lykkedes ikke for AaB-angriberen, men han spillede alligevel en god kamp, som han krydrede med oplægget til Andreas Bruhns sejrsmål i overtiden.

Esbjerg:
Der var ikke voldsomt mange chancer i kampen, men de gange, AaB var farlige, stod målmand Martin Dubravka, hvor han skulle. Slovakken skal især roses for en vigtig redning på en afslutning fra Anders K. Jacobsen tidligt i kampen. Emil Lyng gjorde ellers alt for at gøre livet surt for Dubravka i den situation, da han forærede bolden til AaB-angriberen i feltet.

Kampens værste:
Til tider var spillet fra de to mandskaber så dårligt, at man næsten har lyst til at kåre alle involverede i dagens kamp som banens dårligste. Alle bærer i hvert fald et ansvar for, at det blev en rigtig ringe fodboldkamp. Den tvivlsomme ære går dog til Mohammed Fellah. Godt nok fik nordmanden ikke mange minutter på banen, men når man laver så afgørende en fejl, som han gjorde, da han forærede AaB sejren i overtiden, fortjener man et negativt prædikat.

Kampens detalje:
Når man får solen i øjnene som målmand, skal man have kasket på. Det havde Martin Dubravka ikke, da han fra anden halvlegs start blev blændet af den nordjyske aftensol, men så var det heldigt, at en godhjertet fan så problemet og lånte Esbjerg-keeperen sin kasket. God stil!