Bedst og værst: Brøndby IF - Hobro IK
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Bedst og værst: Brøndby IF - Hobro IK

Tipsbladet.dk zoomer ind på Hobros tredje sejr i denne sæson over Brøndby.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion

Brøndby IF - Hobro IK 0-1 (0-1)

0-1 Mads Jessen (41)

Kampens bedste:

Brøndby IF:
Johan Larsson har været et rigtig godt køb i Brøndby, og igen spillede den svenske højreback en god kamp for de blå-gule. Larsson havde udmærket styr på topscorer Mads Hvilsom, og så var han igen fremragende rent offensivt. Desuden må man ikke undervurdere betydningen af, at Brøndby i Johan Larsson har fået en mand, der slår nogle fremragende dødbolde.

Hobro IK:
Målmand Jesper Rask er vokset voldsomt for Hobro i Superligaen. Fra at være lidt et usikkerhedsmoment i 1. division er han nu en stensikker sidste skanse, og mod Brøndby havde han flere gode redninger og sikre indgreb.

Kampens værste:
Man er efterhånden løbet tør for forklaringer på, hvorfor Johan Elmander ikke spiller godt. Svenskeren har efterhånden været i Brøndby i otte måneder og har dermed haft tid nok til at få banket rusten af sig. Men han spiller ikke godt. Det gjorde han heller ikke mod Hobro på en ellers god bane. Som angriber er han ganske ufarlig, og denne søndag fungerede han heller ikke som opspilsstation.

Kampens detalje:
Der findes gode mål, og så findes der de rigtig gode. Sådan et lavede Mads Jessen i første halvleg. På meget lidt plads lykkedes det Hobro-spilleren at tage bolden til sig, få lagt den til rette og mellem venner og fjender banke den forbi Lukas Hradecky i det fjerneste hjørne. Høj klasse af Mads Jessen.