Bedst og værst: Agger og sølvdrømme gik i stykker
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Bedst og værst: Agger og sølvdrømme gik i stykker

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem Brøndby IF og Viborg FF.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion

Brøndby IF - Viborg FF 0-1 (0-1)

0-1 Mathias Wichmann (5)

Kampens bedste:

Brøndby IF:
På en dag, hvor stort set hele Brøndby-banden spillede forfærdeligt, er det værd at notere sig, at unge Svenn Crone faktisk gjorde et rigtig fint indhop i midterforsvaret, som bestemt ikke er hans foretrukne plads. Lavede ingen fejl og skilte sig fint af med bolden. Men æren som Brøndbys bedste er meget billigt til salg.

Viborg FF:
Mathias Wichmann skabte i påsken ballade i Aalborgs natteliv, og denne mandag var han i høj grad også årsag til postyr. Nattetimerne var dog byttet ud med bedste sendetid, og Jomfru Ane Gade udgjorde ikke scenen for tumulten. Det gjorde i stedet Brøndbys straffesparksfelt, hvor Wichmann var konstant nærgående, og det havde Brøndby-forsvaret deres hyr med. Kronen på værket var naturligvis scoringen til 1-0.

Kampens værste:
Søren Frederiksen præsterede en tackling, der absolut ikke hører hjemme på en fodboldbane, da han slagtede Daniel Agger i første halvleg - en tackling, der gjorde, at anføreren senere måtte lade sig udskifte. Tacklingen skete helt ude i siden på Brøndbys halvdel og var således også fuldstændig unødvendig. Det lignede, at Viborg-spilleren havde en eller andet form for regnskab, der skulle gøres op med Agger.

Kampens detalje:
Brøndby IF tog navnet fire-back-kæde til et helt bogstaveligt niveau. Da Daniel Agger udgik med en skade, var det fire normale backs, der dannede forsvarskæden. Det gjorde de efter omstændighederne udmærket, men Brøndby må efterhånden være godt trætte af ikke at kunne stille med et optimalt forsvar.