Bechmann: Det var ren fight
Illustration
Superliga

Bechmann: Det var ren fight

Tommy Bechmann var fint tilfreds med det ene point, selvom SønderjyskE var en mand i overtal i de sidste 25 minutter mod Esbjerg.

Kampen fredag aften i Haderslev mellem SønderjyskE og Esbjerg vil ikke blive husket for det smukke spil, men tilgengæld var der hård fight og mange dueller. 

Esbjerg var generelt det bedste hold i opgøret, men det røde kort til Mohammed Fellah gav mere plads til sønderjyderne, der dog ikke formåede at udnytte overtallet. Alligevel var Tommy Bechmann tilfreds med det ene point i en uskøn kamp.

- Vi får egentlig lagt et fint pres på dem, efter de bliver 10 mand. Vi får ikke de helt åbne chancer, men vi har mange skudchancer og episoder inde i feltet, hvor det er tæt på. Så det er vel okay at få et point i dag. Det var ren fight. Der var ikke så meget flot fodbold, men sådan vidste vi, at det ville blive på forhånd. Det er to kompakte hold, der står godt på banen, og så bliver det meget med indlæg og andenbolde, siger Bechmann til TV3 Sport 1.

Med det ene point har SønderjyskE nu fem point ned til stregen, men i Haderslev har man kun én ting for øje.

- Vi kæmper stadig for at undgå nedrykning. Vi skal til Randers næste gang og have tre point, og så kan vi gå på ferie med god samvittighed, siger Bechmann.

Næste kamp for SønderjyskE er på fredag på AutoC Park i Randers.