Både Brøndby og FCK får bøde
Illustration
Superliga

Både Brøndby og FCK får bøde

Både Brøndby IF og FC københavn er blevet idømt bøder på 25.000 kroner på grund af fansenes affyring af romerlys og andet pryteknik i forbindelse med Superligamødet på Brøndby Stadion 1. december. 

Da Brøndby havde besøg FC København 1. december i Superligaen var der for meget gang i klubbernes fans, der både før og under kampen affyrede ulovligt pyroteknik.

Selve kampstarten blev blandt andet udskudt af dommer Michael Tykgaard i flere minutter på grund af for meget røg på banen. 

Det fører nu til, at begge klubber er blevet idømt en bøde på 25.000 kroner af DBU's disciplinærudvalg.

- For Brøndby IF’s vedkommende handler det om, at der allerede inden og under de to holds entré på banen blev konstateret mellem 50-100 romerlys afbrændt på hjemmeholdets tilskuerafsnit, og disse var medvirkende til en kampforsinkelse på lige under tre minutter som følge af røgudviklingen, skriver DBU.

- Derudover blev der ligeledes i Brøndby IF’s tilskuerafsnit affyret cirka tre romerlys ved FC Københavns udligning i kampens 25. minut, to romerlys i 46. minut, ét i kampens 70. minut og yderligere to stykker tre minutter inde i kampens overtid ved kampens afslutning.

- Endelig blev der observeret grønt laserlys mod forskellige spillere i kampens 69. minut uden dog, at det kunne fastslås, hvilke tilskuerafsnit lyset kom fra.

For FC Københavns vedkommende lyder begrundelsen for bøden fra DBU:

- Dertil kommer seks overtrædelser, som kan identificeres til FC Københavns tilskuerafsnit nemlig romerlys inden kampens planlagte start, som var medvirkende til at denne blev udskudt, cirka 10 romerlys ved FC Københavns udligning i 25. minut, cirka seks romerlys ved scoringen i 32. minut, yderligere to i 64.minut, ét kanonslag i nærheden af FC Københavns tilskuerafsnit i 84. minut og endelig cirka 10 romerlys ved kampens afslutning.

Begge klubber har nu 14 dage til at appellere sanktionen fra DBU's Disciplinærudvalg.