Når Thomas Sørensen forlader Stoke City til sommer, kan hans afløser meget vel blive en landsmand. Lokalavisen Stoke Sentinel og Ekstra Bladet skriver, at Premier League-klubben er tæt på at indgå en aftale med FC Midtjylland-reserven Jakob Haugaard.
Han skal angiveligt rejse til England snarest for at gennemgå lægetjek forud for aftalen, der kommer til at indbringe FCM omkring seks millioner kroner for 23-årige Haugaard, der har en stor aktie i det forestående midtjyske mesterskab. Han spillede således alle Superliga-kampe i efteråret.
I Stoke kommer Haugaard til at dyste om spilletiden med den bosniske landsholdskeeper Asmir Begovic og den engelsk u-landsholdsspiller Jack Butland. Thomas Sørensen har allerede tilkendegivet, at han ikke fortsætter i klubben, men gerne spiller videre et andet sted.