Avis: FCM og Nantes enige om Kian Hansen
Foto: Remy de la Mauviniere/Polfoto
Superliga

Avis: FCM og Nantes enige om Kian Hansen

Det er kun et lægetjek, der skiller for Kian Hansens skifte fra franske Nantes til de nykårede DM-guld-vindere fra FC Midtjylland. Prisen bliver på 11 millioner kroner.

Der er ikke gået mange dage siden FC Midtjylland sikrede sig klubbens første mesterskab nogensinde, inden de er gået på transfermarkedet for at forstærke sig til næste sæson, hvor de skal forsøge at forsvare DM-guldet.

Først er Daniel Royer faldet på plads inden den næste ser ud til at være klar. Det er den tidligere EfB-spiller Kian Hansen, der i øjeblikket er i periferien af det danske landshold, som nu er godt på vej til at blive FCM-spiller. Det skriver Ekstra Bladet.

Det skulle nu være så tæt på, at det bare et spørgsmål om tid, før FC Midtjylland præsenterer defensiv-spilleren. Der skulle være tale om 4-årig kontrakt for Kian Hansen, når et forestående lægetjek er overstået og godkendt. Prisen for Kian Hansen ligger angiveligt på omkring 1,5 millioner Euro svarende til 11 millioner kroner.

Det er kun ét år siden Kian Hansen skiftede tilværelsen i Vestjylland hos EfB ud med det franske i Nantes med modstandere som Zlatan Ibrahimovic. Men ifølge franske 20minutes.fr, så skyldes den hurtige hjemtur til Danmark hjemve.