Augustinsson: Kan stadig presse FCM
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Augustinsson: Kan stadig presse FCM

Ludwig Augustinsson glæder sig til søndagens møde med Randers FC, hvor kravet er tre points til en tæt topstrid.

FC Midtjylland har sikker kurs mod det danske mesterskab. I FC København kæmper man dog fortsat for at hænge på, og søndag venter en vigtig opgave, når Randers FC tager imod i Kronjylland. Værterne er ikke inde i den bedste periode, og dette vil man forsøge at udnytte i FC København, hvor der skal skabes hul til tredjepladsen.

Det vurderer FCK-profilen Ludwig Augustinsson, der dog har stor respekt for søndagens modstander. Den svenske spiller forventer dog, at holdet er i stand til at sikre tre points, når turen går mod Jylland: 

- Det bliver selvfølgelig en svær kamp. Vi er på udebane, Randers ligger godt til i tabellen, det må vi ikke glemme. Og så vandt vi jo knebent over dem på straffe for kort tid siden og spillede uafgjort med dem på hjemmebane, så det er et hold, som vi kender, men som vi ved er svære at spille imod. De lukker ikke mange mål ind og er gode defensivt. Med en god indsats får vi de tre point, siger Ludwig Augustinsson til klubbens hjemmeside. 
Svenskeren fremhæver desuden betydningen af placeringen i Alka Superligaen: 
 
- Det er klart, at det betyder noget, at de ligger nummer tre, og at vi med en sejr kan distancere dem yderligere. Og samtidig gøre vores til at presse førerholdet. De må tabe snart, og så kan vi med tre point skabe lidt fornyet spænding om det hele, slutter Ludwig Augustinsson.
 
Opgøret mellem Randers FC og FC København fløjtes i gang klokken 19:00 søndag aften.