Augustinsson: FCK er Skandinaviens bedste klub
Foto: Polfoto
Superliga

Augustinsson: FCK er Skandinaviens bedste klub

FC Københavns nye back Ludwig Augustinsson ser frem til at komme i aktion for FCK, som han mener, er Skandinaviens bedste klub.

Ståle Solbakken og FC København måtte den 1. januar sige farvel til Pierre Bengtsson, der er klar til at teste sig i Bundesligaen for Mainz. Den svenske venstre back har længe været blandt de bedste - hvis ikke den bedste - back i Superligaen, så det er et stort hul, han efterlader. Klar til at tage over er dog Ludwig Augustinsson, der kom til klubben fra IFK Göteborg.

Den kun 20-årige svensker var med det svenske ligalandsholds tidligere i januar, og her var han ifølge svenske journalister den bedst-spillende i truppen. Nu er han så klar til at tage hul på livet i FC København, hvor han ser frem til at spille for Ståle Solbakken og FCK.

- Jeg vil vinde titler. FCK har vundet mange gennem årene, siger Ludwig Augustinsson til metroxpress.

- Jeg vil tage næste skridt: Jeg vil udvikle mig, og jeg tror, at det her er et perfekt sted for det. Det er jo Skandinaviens bedste klub, siger han videre.

Han er som sagt kun 20 år og har måske brug for lidt tid for at finde sig til rette i FC København. FCK har dog garderet sig ved at hente rutinerede Kevin Foley på en kontrakt, der gælder frem til sommer. Foley fik ophævet sin kontrakt i Wolverhampton tidligere i måneden.