Antipas: Sjovt at prøve Champions League og Europa League
Superliga

Antipas: Sjovt at prøve Champions League og Europa League

Quincy Antipas er tilbage for Hobro IK og går ind til foråret som topmotiveret.

Det er efterhånden meget længe siden Quincy Antipas har gjort en forskel hos Hobros Superliga-mandskab. Ja faktisk er det så længe, af man fortsat talte om eventyr-holdet, der overraskede runde efter runde.

Den fodrappe angriber har nemlig senest været i kamptrøjen tilbage i maj 2015, da en drilsk skade har holdt ham ude lige siden og altså har gjort ham ukampdygtig i hele efterårssæsonen, hvor mange ting ikke er gået i Hobros retning. 

Nu er Quincy Antipas tilbage i træning og deltager i øjeblikket på fuld højde med holdkammeraterne, der er på træningslejr i Tyrkiet. Her melder hurtigløberen sig helt klar og glæder sig til igen at kunne vende tilbage til sit bedste niveau. 

Motivationen er i top, og det samme er drømmene, selv om det nok i første omgang ikke bliver aktuelt i Hobro IK. 

  - Jeg kæmper for at komme tilbage i form og spille på mit topniveau, og jeg er mere motiveret end nogensinde. Det har altid været min overbevisning, at man skal arbejde for at avancere. Jeg har altid mod på nye oplevelser, og det kunne også være sjovt at prøve kræfter med Europa League eller Champions League. Man skal aldrig give op, siger Quincy Antipas til nordjyske.

Quincy Antipas er blevet 31 år men kan blive en meget vigtig brik for bundholdets drømme og ambitioner om at få overhalet en konkurrent i bunden af ligaen.

Hobro vandt i weekenden en træningskamp mod FC Sioni Bolnisi og fik dermed den første sejr i opvarmningskampene frem mod Superliga-start i slut-februar, hvor Brøndby IF venter i premieren.