Video : Tipsbladet
Superliga

Angriber foreslår taktiske ændringer i AC Horsens

Kjartan Finnbogason mener, at Bo Henriksen skal overveje at lave taktiske ændringer, fordi holdet laver dyrebare fejl, når de står dybt i banen.

I sidste sæson blev Kjartan Finnbogason topscorer i AC Horsens, men i denne sæson har han haft en mindre rolle. Kun seks gange ud af 19 kampe, Finnbogason har spillet i, har han været i startopstillingen. Mod Viborg op hjemmebane i lørdags var det ingen undtagelse.

Den 30-årige islandske angriber er ikke tilfreds med beslutningen om, at han ikke spiller mere, end han gør. Men samtidig respekterer han Bo Henriksens beslutning.

Mod Viborg tabte AC Horsens for tredje kamp i træk, og det mener Kjartan Finnbogason skyldes, at holdet laver for mange fejl, og når man står så dybt, som Horsens gør, så koster det. Derfor har han et forslag til Bo Henriksen.

- Jeg er ikke træner, så det skal jeg i princippet ikke blande mig i, men når vi står langt tilbage på banen, som vi har gjort i de seneste kampe og oven i laver fejl, så koster det. Vores spillestil har fungeret godt, og det er ingen skandale, for vi står med 24 point, men man kunne overveje at presse modstanderne højere oppe på banen og tvinge dem til at begå fejl - i stedet for at vi selv begår dem. Banerne er ikke de bedste, så det er svært at spille bolden rundt. Det straffede Viborg ved at få os til at lave fejlene, siger Kjartan Finnbogason til Horsens Folkeblad.

Med nederlaget er Horsens nummer otte i Superligaen, hvor de har 24 point. Det er det samme antal som FC Nordsjælland har på syvendepladsen. De to hold har fire point op til SønderjyskE, der i aften møder Silkeborg på udebane.