Video : Tipsbladet
Landshold

Hjulmand er nervøs for AC: Ikke en akutskade

Andreas Christensens bentøj har været under pres længe, og en skade tre måneder før EM gør Hjulmand nervøs.

Fodboldlandstræner Kasper Hjulmand er bekymret for, om Andreas Christensens aktuelle skadesproblemer kan få betydning for stopperens deltagelse ved sommerens EM i Tyskland.

Søndag blev danskeren nødt til at melde forfald kort før starten på Barcelonas udekamp mod Atlético Madrid grundet ubehag i akillessenen, og det gør Hjulmand bekymret, at der ikke er tale om en ny skade.

- Det er ikke en skade, der bare lige opstod under opvarmningen i går, det har akkumuleret sig over længere tid, for han har døjet med det i lang tid. Han ville forsøge at komme igennem kampen i går, men det kunne han slet ikke.

- Han lider og har lidt i et stykke tid, så jeg vidste, der var en fare for, at det (landsholdsafbuddet, red.) ville ske, for nu er han der, hvor han ikke kan bevæge sig.

- Jeg er også nervøs i et længere perspektiv. Det er ikke en akutskade, der opstod under opvarmningen. Det har stået på i længere tid, og han skal slippe af med det, siger landstræneren.

Han påpeger, at Andreas Christensen også i efteråret havde problemer flere gange.

Barcelona er på vej ind i den afgørende del af sæsonen og kommer næppe til at skåne danskeren, hvis han bliver klar til at spille. Det samme gælder andre danske landsholdsspillere.

- I et længere perspektiv er det ikke kun Andreas Christensen, jeg er nervøs for. Efter den her landsholdssamling er der fem uger, hvor alle turneringer skal afgøres, så spillerne er under pres, siger Hjulmand.

I første omgang må landstræneren ændre sine forsvarsplaner før testkampene mod Schweiz og Færøerne.

I stedet for Andreas Christensen er Brøndbys Jacob Rasmussen udtaget. Han har blandt andet den fordel, at han er venstrebenet i modsætning til Simon Kjær, Joachim Andersen, Jannik Vestergaard og Victor Nelsson.

- Jeg har kendt Jacob Rasmussen længe, og han var også tidligere en del af vores ungdomslandshold. Han er en dygtig midtstopper, og han er venstrebenet, og dem har vi jo ikke så mange af. Han er en rolig spiller med et godt overblik og gode afleveringer. Og så har han en god personlighed.

- Han har prøvet en del ting, og han er landet på en god hylde i Brøndby. Han har set stærkere ud her efter vinterpausen, siger Hjulmand om sin nyeste tilføjelse til truppen.

Siden han udtog sin trup til testkampene for seks dage siden, har også Christian Nørgaard og Andreas Skov Olsen meldt afbud.

/ritzau/