Amankwaa efter comeback: Har set frem til det i lang tid
Superliga

Amankwaa efter comeback: Har set frem til det i lang tid

FC Københavns midtbanespiller Danny Amankwaa glæder sig over at spille kamp igen, efter han søndag spillede for reserveholdet.

Der var gået fem måneder, siden 21-årige Danny Amankwaa senest var i kamp for FC København. 

Søndag gjorde han comeback for reserveholdet, og det var derfor en lettet midtbanespiller, der udtalte sig efter kampen.

- Det var utrolig dejligt at være tilbage igen. Det er noget, jeg har set frem til i lang tid. Meningen var også, jeg skulle spille i sidste uge, men det blev aflyst. Derfor var jeg ekstra glad i dag, siger Amankwaa til FCK TV

Den unge midtbanespiller spillede alle 90 minutter, men han savner stadig den sidste skarphed i sine løb.

- Jeg har lavet mange løb, når jeg ikke har kunne spille kamp. Formen er dog stadig ikke i top, men det kommer stille og roligt. Det er primært timingen i løbene, jeg skal forbedre, siger han.

Han ved endnu ikke, hvornår han kan støde til førsteholdstruppen. I første omgang gælder det endnu en reserveholdskamp, mens de andre er med landsholdet.