Alvorlige årsager bag Elmanders fravær
Illustration
Superliga

Alvorlige årsager bag Elmanders fravær

Brøndby ved ikke, hvornår Johan Elmander vender tilbage, men beder om forståelse for hans situation.

Brøndby-fansene fik ikke lejlighed til at byde Johan Elmander velkommen tilbage i Superligaen i første spillerunde, da svenskeren kort før kickoff i udekampen mod FC Midtjylland rejste hjem til Sverige af personlige årsager. Her er han stadig, og derfor kommer han heller ikke i aktion i aftenens kamp mod Silkeborg.

Det vides ikke, hvornår Johan Elmander vender tilbage til Brøndby, men klubben har fuldt forståelse for hans situation, som beskrives som alvorlig.

- Jeg kan godt forstå, at vores omgivelser er utålmodige og gerne ser Johan i gang her i Brøndby. Sådan har både Johan og vi det også. Men når man løber ind i en svær familiær situation, som der er tale om her, så kommer fodbolden i anden række. Johans årsager til at være i Sverige er alvorlige, og vi har fuld forståelse for hans situation, siger sportsdirektør Per Rud til Brøndbys hjemmeside og tilføjer:

- Der er intet pres fra vores side, og Johan skal tage sig al den tid sammen med familien, han har brug for. Vi er løbende i dialog med Johan, og vi informerer naturligvis, når der er nyt om hans tilbagevenden. Indtil da beder vi om, at man respekterer Johans privatliv og giver ham den tid og ro, han har brug for.

Brøndby møder Club Brugge på udebane torsdag aften i Europa League-kvalifikationen, og det virker ikke sandsynligt, at Johan Elmander deltager i den kamp.