Alt om OB: Forløsning på Fyn?
Foto: ob.dk/Morten Wamsler
Superliga

Alt om OB: Forløsning på Fyn?

Tipsbladet.dk ser frem mod sæsonstarten i Superligaen med fokus på hvert enkelt hold. Denne gang OB.

Superligaen venter lige om hjørnet, og tipsbladet.dk sætter i denne serie fokus på hver enkelt Superliga-klub og ser frem mod efterårets udfordringer.

Denne gang OB

Sommertransfers:
Ind: Jeppe Tverskov (Randers FC), Kenneth Emil Petersen (AaB), Joao Pereira (SønderjyskE), Magnus Pedersen (lejeretur, Sogndal), Thomas Mikkelsen (lejeretur, Vejle Boldklub), Mathias Thrane (AaB), Rasmus Jönsson (AaB), Jacob Buus (egen avl), Yao Dieudonne (egen avl)

Ud: Lasse Nielsen (Lech Poznan), Mohammed Diarra (kontraktudløb), Azer Busuladzic (Dinamo Bukarest), Michael Tørnes (kontraktudløb), Magnus Pedersen (kontraktudløb), Anders Thomsen (Middelfart), Maksym Koval (lejeaftale udløber), Rasmus Falk (FC København), Lucas Jensen (Hobro), Hallgrimur Jonasson (Lyngby BK)

Træningskampe:
Malmö FF – OB 1-0
Magdeburg – OB 1-1
Braunschweig – OB 3-3

Bud på idealopstilling (4-4-2): Grytebust – Desler, Petersen, Tverskov, Pereira – Greve, El Makrini, Uzochukwu, Jönsson – Festersen, Jacobsen

Status:
Efter endnu et aktivt transfervindue på Fyn står Kent Nielsen nu med en trup, hvor han har været med til at pege på næsten alle de folk, der forventes at spille en rolle i den kommende sæson. Nielsen har nu lagt et fundament på Fyn, og nu handler det om at tage skridtet ind i Superligaens top seks, hvor OB ikke har været siden de glade sølv-år for snart længe siden. Kan OB spille sig ind omkring de europæiske plader? Er det i år, at potentialet bliver forløst på øen, hvor det siges, at græsset er grønnest og pigerne er kønnest?

Styrker:
Efter afskeden med Rasmus Falk kan man ikke på samme måde pege på offensiven som OB's største styrke, selvom duoen Festersen/Jacobsen formentlig vil score minimum 20 mål sammenlagt i den kommende sæson. I stedet tillader vi os at pege på Sten Grytebust. Målmanden var rigtig stærk i foråret og kan blive en outsider til at vinde Det Gyldn Bur. OB har efter mange års søgen endelig fundet en stærk og stabil keeper.

Svagheder:
Selvom OB har handlet godt ind, kan man stille spørgsmål ved truppens bredde. Særligt omkring den centrale midtbane og de forreste angrebspladser er der et stort gab mellem reserverne og folkene, der udset en startplads.

Lad være at gøre det igen:
Efteråret 2015 bød på en masse målrige kampe for OB, der både prøvede at tabe 1-5, 2-4, 0-4, 2-5 og 1-4 i løbet af den første halvsæson. Det ville være dumt at gentage, og i foråret så man også, hvordan OB-defensiven var meget mere afklaret og solid.

Han bliver vigtig:
Mohamed El Makrini spillede en fremragende første sæson i OB, hvor han havde mange bolderobringer og sikre indgreb. Hvis han var en kommune, var det en med pasningsgaranti, for hans afleveringer var i sidste sæson ofte præcise og veludførte. Han løber mange meter er en nøglespiller på Kent Nielsens mandskab.

Hold øje med:
Den 19-årige Yao Dieudonne er et ret ubeskrevet blad i Superliga-regi. I sidste sæson fik han to indhop for fynboerne, men nu er han blevet rykket permanent op i førsteholdstruppen. I opstarten har han imponeret med sin fysik og sit antrit – og så har han scoret et enkelt mål. Ivorianeren er spændende.

Spørgsmålstegnet:
Hvordan kommer OB's offensiv til at fungere uden Rasmus Falk? Den offensive profil er skiftet til FC København, og man kommer ikke uden om, at han havde en stor betydning for fynboerne i sidste sæson. Her scorede Falk seks mål og lavede ni assists og var dermed den spiller, der havde en fod med i næstflest fynske mål. Hvem skal tage over efter Falk?

Nøglen til succes:
Det vigtigste for OB er, at det nye forsvar bliver hurtigt spillet sammen. I idealopstillingen er tre nytilkomne spillere, og i de tre testkampe blev der ikke leveret et eneste clean sheet. I sidste sæson lukkede OB 52 mål ind; det er der ikke råd til, hvis man vil opad i tabellen.

Vidste du, at...
Siden dommer Kenn Hansen gav det røde kort til Anders Møller Christensen den 17. april 2014 har OB ikke modtaget en eneste udvisning i Superliga-regi. Klubben har altså spillet 74 kampe i træk uden at en eneste spiller har fået rødt kort.

Bud på placering:
3-6

Statistik: