Video : Tipsbladet
Superliga

Aldsidig AGF'er: Glen bestemmer hvor jeg spiller

Mustapha Bundu fik debut for AGF mod Brøndby med spilletid på højre kant, men han er klar til at spille lige der, hvor Glen Riddersholm ønsker det.

AGF hentede for halvanden måned siden Mustapha Bundu til klubben, og i søndags fik offensivspilleren debut for klubbens førstehold i kampen mod Brøndby. Det endte godt nok med et nederlag, men med 12 minutter igen blev Bundu skiftet ind på højre kant, og det glæder den 19-årige spiller fra Sierra Leone.

At han fik spilletid på kanten er han glad for, men i følge ham selv kan han også sagtens spille pladsen som angriber. Det handler for Bundu om at være klar til at spille uafhængigt af, hvor Glen Riddersholm vælger at bruge ham. Også hvis det er på en lidt alternativ position. 

- Hvis du er fodboldspiller, skal du være klar til at spille der, hvor træneren vil. Jeg har det godt med at spille på kanten og også som angriber, men hvis jeg bliver bedt om andet, også at spille back i forsvaret, så går jeg ind og gør det. For Glen er træneren og det er ham, der bestemmer. Mit mål er at være involveret så meget på holdet som muligt, og hvis jeg giver den gas, så skal chancerne nok komme, siger Mustapha Bundu til Århus Stiftstidende.

I sine 12 minutter plus det løse på banen mod Brøndby føler Bundu, at han gjorde en forskel. Han er ærgerlig over, at holde ikke formåede at score, men med iver og hård træning skal resultaterne nok komme, mener han.

Med halvanden måned under bæltet føler Mustapha Bundu, at han er ved at lære den måde, AGF og Glen Riddersholm gerne vil spille på, men fordi han stadig er ung, har han stadig mange ting, der skal læres.

Næste kamp for AGF og Mustapha Bundu er i morgen, når de på udebane møder Holbæk i tredje runde af DBU Pokalturneringen.