Aldo Petersen skyder tilbage på Solbakken
Illustration
Superliga

Aldo Petersen skyder tilbage på Solbakken

Brøndby-formand Aldo Petersen fortæller nu, hvad der stod i den sms, han sendte til Ståle Solbakken, og så skyder han tilbage på nordmanden, der tidligere i dag fortalte, at han ikke forstår, hvorfor historien om kontakten mellem de to skulle ud.

Ståle Solbakken fortæller i dag til Ekstra Bladet, at han fik en konkret henvendelse fra Aldo Petersen i sommer, da Brøndby-formanden ledte efter en ny træner til Superliga-holdet. Solbakken var irriteret over, at Brøndby-bossen i B.T.-programmet Mandagstræner sagde, at han ikke havde spurgt ham. FCK-træneren bad Aldo Petersen tjekke sin telefon og skældte så i øvrigt ud over, at historien overhovedet er kommet ud.

Aldo Petersen har nu overfor B.T. svaret igen ved at finde sms'en fra dengang frem. Her stod der: "Kære Ståle, er du interesseret i at høre om projekt Brøndby". Og så kommer Brøndby-bossen så i øvrigt med en lang forklaring om, at han ikke mener, det er et jobtilbud. De to er altså enige om, at der har været en sms-korrespondance, og at Solbakken kort og godt svarede nej på Petersens sms. De kalder det bare noget forskelligt.

Hvad de er knap så enige om er, hvem der først har lækket historien. Mens Solbakken i Ekstra Bladet harcelerer over, at Aldo Petersen er gået ud med historien, mener Petersen omvendt, at det er nordmanden, der først har ladet den sive.

- Han anfører jo det her med at tale om det i medierne. Min reaktion er at det hele opstår, fordi der er det her rygte oppe i Norge. Og det opstår vel, fordi Ståle må have talt med nogen om det her oppe i Norge, hvor skulle det ellers komme fra? Jeg føler, at jeg har opført mig så ordentligt, som man kan gøre i relation til overhovedet ikke at reagere mere, når Ståle så markant melder tilbage, at hans kærlighed ligger i FCK, og det har jeg den største forståelse for. Det her var kun oppe at vende i nogle ganske få minutter, nemlig den tid, det tager at sende en venlig forespørgsel og få et venligt nej.