Albrechtsen udskyder beslutning om karrierestop: Ser frem til lang ferie
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Albrechtsen udskyder beslutning om karrierestop: Ser frem til lang ferie

Selv om Martin Albrechtsen står uden klub og er fyldt 37, er han ikke klar til at gøre en ende på fodboldkarrieren. I første omgang holder han ferie - og sine muligheder åbne.

Gennem hele foråret har Martin Albrechtsen balanceret i grænselandet mellem kampklar og skadet. Først var det et vedvarende lyskeproblem, siden en drilsk læg, der holdt ham ude af AC Horsens' kampe.

Stopperens kontrakt udløber om tre uger, og den bliver ikke forlænget. Albrechtsen er fyldt 37, og selv om han flere gange i løbet af 2017 har luftet muligheden for et karrierestop efter sæsonen, er han ikke der, hvor han er klar til at træffe den beslutning endnu.

- Jeg er stadig ikke kommet det nærmere. Jeg er klar over, at jeg ikke finder et hold på øverste hylde, med mindre der dukker noget ekstraordinært op. Jeg har ikke besluttet mig, om det skal være 1. division, 2. division eller bare seriebold, siger han til tipsbladet.dk.

- Jeg må se, hvad der dukker op, og hvad jeg synes er sjovt.

Martin Albrechtsen frygtede, at hans lyske ville tage flere måneder at komme oven på igen, efter sæsonen var slut, og den kunne få hvile. Det var en af årsagerne til, at han overvejede at stoppe karrieren, for kunne man overhovedet komme ordentligt tilbage efter fire-seks måneders pause som 37-årig?

Men et forår, hvor han sammenlagt har spillet halvanden kamp, har allerede gjort underværker for skaderne.

- Lysken er i markant bedring og generer ikke rigtig mere. Den har fået noget hvile sammen med læggen, og det er meget bedre nu. Det er en lidt sjov følelse, for nu skal jeg i form, og det plejer jo være omvendt, når man går på ferie. Jeg plejer at være god til at holde mig i gang; jeg har faktisk lige været ude at løbe, siger han.

- Det er meget rart at kunne dosere det selv, for jeg har ingen deadline, jeg skal nå. Så jeg ser bare frem til en længere sommerferie, end jeg er vant til. Nu kan jeg for en gangs skyld selv bestemme, hvor lang den skal være.

Om den skal være permanent, skal Albrechtsen også finde ud af.