Akharraz og FC Vestsjælland skal snakke kontrakt
Foto: Rasmus Baaner/Polfoto
Superliga

Akharraz og FC Vestsjælland skal snakke kontrakt

Offensivspiller Osama Akharraz træner i øjeblikket med i FC Vestsjælland, og den tidligere AGF-spiller kan meget vel blive FC Vestsjællands næste transfer.

Ikke siden AGF og Osama Akharraz blev enige om at ophæve kontrakten i sensommeren, har den stærke offensivspiller været på kontrakt. Men det kan meget vel ændre sig snart, for i øjeblikket træner den 24-årige spiller med i FC Vestsjælland, som han også spillede testkamp for i weekenden. Her kom Osama Akharraz på tavlen, og de to parter kan måske lave en aftale sammen.

- Osama spillede kamp for os i weekenden, han trænede med i går, og han var også med i dag. En af dagene sætter jeg mig ned og tager en snak med Osama, og så må vi se, om vi skal finde ud af noget sammen, siger FC Vestsjælland-sportsdirektør Jacob 'Gaxe' Gregersen til tipsbladet.dk.

Det tidligere Brøndby-talent har i løbet af januar været til prøvetræning i både St. Pauli og Hansa Rostock, men det blev ikke til en aftale i Tyskland. Nu kan det meget vel være, at Akharraz bliver FC Vestsjællands næste forstærkning, efter klubben allerede har sikret sig Eggert Jonsson og Apostolos Vellios.

- Det kan være en mulighed. Jeg har spillet en kamp med dem, og jeg har trænet lidt med, så vi må se, om ikke vi kan finde ud af noget, og om det er interessant for begge parter. Jeg kan ikke sige så meget mere på nuværende tidspunkt, siger Osama Akharraz.

Selv om det ikke blev til en kontrakt i Tyskland, så er offensivspilleren glad for oplevelsen.

- Det var rart at se, at jeg kunne være med på det niveau, og jeg fik en masse ros for mit spil og min form. Det var dejligt, for jeg har ikke spillet i seks måneder. Det var en positiv oplevelse, men det kunne ikke lade sig gøre med en aftale, siger Akharraz.

FC Vestsjælland er under stregen i øjeblikket og skal i foråret ud og hente ind på holdene foran i tabellen, hvis det ikke skal blive til en nedrykning.