Agger-feberen er rykket til Esbjerg
Illustration
Superliga

Agger-feberen er rykket til Esbjerg

Esbjerg fB har udsigt til en markant tilskuerrerkord for sæsonen, når Brøndby og Daniel Agger kommer på besøg.

Da Esbjerg i den seneste hjemmekamp vandt sæsonens første sejr var det foran godt 5.200 tilskuere på Blue Water Arena, hvilket var omkring 2.000 færre tilskuere end sæsonrekorden fra Superligaens premiere-runde.
På søndag er der dog udsigt til en markant forbedring af sæsonrekorden, når Brøndby og Daniel Agger kommer på besøg. 
Ingen tvivl om, at landsholdsanføreren var med til at trække ekstra mange tilskuere til københavner-derbyet søndag mellem FC København og Brøndby, hvor flere end 32.000 var i Telia Parken, og nu er Agger-feberen så rykket til Vestjylland. 
- Vi mærker klart større interesse forud for kampen mod Brøndby, end vi er vant til. Hvis vejret holder, og det bliver tørt, næsten uden vind og pæne temperaturer, forventer vi over 10.000 tilskuere og dermed sæsonrekord på Blue Water Arena, siger EfB’s billetansvarlige, Esben Svane til klubbens hjemmeside.
 
Tirsdag ved middag var antallet af solgte og reserverede billetter på omkring 8.000, og der er forsat fem dage til kampene skal afvikles.
I salget er der eksempelvis medtalt omkring 500 solgte billetter til udebane-fans fra Brøndby, men det tal ventes også markant højere, da der blev solgt omkring 1.250 billetter til dette afsnit seneste Brøndby gæstede Esbjerg.
Esbjerg kan for første gang siden FC Midtjylland som Superliga-tophold gæstede Blue Water Arena også melde om udsolgt til samtlige pladser i lounger og skyboxe, hvor i alt 1.250 spisende gæster vil være på plads.

Der er plads til godt 17.000 tilskuere på det intime stadion i Esbjerg.