Agger, FCK og Brøndby satte ny transferrekord
Illustration
Superliga

Agger, FCK og Brøndby satte ny transferrekord

FC Københavns og Brøndbys indkøbs-raseri betyder, at Superligaen kun havde en snæver netto-fortjeneste på transfers i løbet af sommeren. Kom med om bag tallene og statistikkerne fra Superligaens sommer på transfermarkedet.

Bragt i Tipsbladet 5. september

Vi er ikke på 50 procent af Clasico-rivaliseringen mellem Real Madrid og FC Barcelona, vi er heller ikke på 25 eller 10.

Men efter dansk standard fik FC København og Brøndby IF virkelig svunget det gyldne mastercard i løbet af det sommer-transfervindue, vi sagde farvel til natten mellem mandag og tirsdag. 

89,9 millioner kroner alene i transfers har vi noteret de to klubber for, hvilket svarer til et netto-forbrug på over 30 millioner kroner fra de to københavner-klubber, der trods sidste års perioder med svingende spil fortsat har markant større økonomi og muskler på transfermarkedet end de nærmere konkurrenter i Jylland.

I alt har Superligaen brugt over 100 millioner kroner på nye spillere og rammer dermed niveauet fra sommeren 2008, mens salget fra de 12 Superliga-klubber ligesom i de to forgangne sommer-transfervinduer også er på den pæne side af 125 millioner kroner.

”De to store klubber i København har virkelig skilt sig ud. Vi andre kigger efter spillere på et andet niveau, i hvert fald når vi taler om transfersummer,” siger Esbjergs ungdomselitechef Niels Erik Søndergaard, der er del af EfB’s transferudvalg.

”Men man skal passe på med at konkludere, at det er tegn på økonomisk fremgang i Superligaen. Det er to klubber, der af forskellige årsager investerer i deres hold,” siger fodboldøkonom og partner ved Deloitte Jesper Jørgensen.

København køber - 
Jylland sælger
I de mindre jyske klubber SønderjyskE og Silkeborg IF samt i Slagelse har der stort set ikke været transferbetalinger, og Hobro har heller ikke solgt spillere. Til gengæld har de otte resterende Superliga-hold lavet pæne millionsalg i løbet af sommeren, og i FCK, Brøndby, Randers og Esbjerg har hver solgt en spiller for et tocifret millionbeløb.

Generelt er billedet, at klubberne ud over FCK og Brøndby ligesom de fleste andre somre har haft som mål at afbøde millionunderskud ved at sælge en til tre spillere. Underskuddene i de fleste Superliga-klubber er blevet mindre i løbet af de seneste tre-fire år, og ved at sælge en af deres bedste spillere i løbet af sommeren praktiserer klubberne det, de prædiker.

Playersponsorat i Brøndby 
og Hobro
Oprykkerne Hobro er interessante, og ikke kun på grund af en god begyndelse på livet som Superliga-hold. Klubben havde aldrig betalt en transfer før oprykningen til Superligaen, men nu har Hobro købt Emil Berggreen i Brønshøj for omtrent 400.000 kroner.

Martin Mikkelsen og Mads Hvilsom har var billige men ikke gratis, og klubben har betalt en ægte million-transfer for Quincy Antipas, der var særdeles eftertragtet blandt større Superliga-klubber, men som Hobro fik fat i, fordi Brøndby ikke havde lyst til at sende hurtigløberen til konkurrenter som FC Midtjylland eller OB.

Hobro IK går meget stille med dørene, men det ser ud til, at klubben får finansieret en stor del af udlægget på de tre spillere via playersponsorater.

Det går ud på, at private investorer, givetvis personer tæt på Hobro IK’s ledelse og sponsorkreds, køber en stor andel af de tre spilleres transferrettigheder, hvis ikke det hele. Hobro IK havde aldrig købt Hvilsom og især ikke Antipas uden finansiel støtte, så derfor giver det i Hobros tilfælde ikke rigtig mening at tale om, at oprykkerholdet snyder sig selv for indtægter.

Hvad der præcist står i aftalen mellem Brøndby IF og klubbens storaktionær Jan Bech Andersen er ikke offentligt, men i England tales der om en transfersum på knap 30 millioner kroner. Brøndby IF har meddelt, at købet ikke påvirker regnskabet ”væsentligt”, fordi Jan Bech Andersen har givet klubben en stor gave, og det indikerer, at Bech Andersen har dækket størstedelen af transferen. Det kunne ligne en kombineret aftale, hvor transferen er dækket af gaven fra Jan Bech Andersen.

Det bringer mindelser om Hamburger SV, hvor den 77-årige shipping-guru og milliardær Klaus-Michael Kühne finansierede Frank Arnesens køb af Rafael van der Vaart på deadline-dag i august 2012 fra Tottenham. Van der Vaart havde været en stor Bundesliga-stjerne for Hamburger SV før sit skifte til Real Madrid og siden Tottenham, og hollænderen har de seneste to år haft svært ved at genskabe den gamle magi. Med sine hyppige skader og en afsked til Liverpools fans, hvor Agger ærligt erkendte sin fysiske skrøbelighed og problemet med at følge med i verdens fysisk stærkeste liga, kan stopperen få svært ved at spille lige så mange kampe, som klubben givetvis håber, men Brøndby ser samtidig ud til at være klar over midtstopperens slidte fodbold-helbred.

Torsdag middag kunne Brøndby så fortælle, at Jan Bech Andersen har indgået et playersponsorat på købene af Rashani og Semb, så Brøndby får dækket de omtrent ti millioner kroner, de to spillere har kostet i transfer.

Simon Makienok-salget til Serie A-oprykkeren Palermo dækker også en del af Brøndbys transferbetalinger, mens de nye spilleres utvivlsomt høje lønninger i nogen grad bliver afbødet af mange afgange.

FC København lufter ud 
I FC København er massen og prisen på indkøb større, et budskab der går lidt tabt i disse dage efter Aggers retur til Brøndby IF.

FC København har sjældent købt større ind end denne sommer med Daniel Amartey og Franco Mussis som de helt store, efterfulgt af Kadrii, de Ridder, Zanka og lejeaftalen med Fulhams Alexander Kacaniklic.

Ståle Solbakken var tydeligt utilfreds med den trup, han overtog i begyndelsen af sidste sæson, og det førte altså til kontrakter med en hel startopstilling af unge og rutinerede spillere, der har et berettiget håb om at starte inde.

Salget af Igor Vetokele for tre millioner euro til Charlton var flot, Portland var også villig til at lægge gode penge for Fanendo Adi, og så var udlejningen af Franco Mussis til Genoa efter to måneder i Danmark til gengæld en stor falliterklæring for spilleren og klubben, men ellers fik sidste sæsons sølvvinder sagt farvel til de spillere, Ståle Solbakken ikke kan bruge.

FC København har konsekvent været den klub i det seneste årti, der netto har brugt flest penge på nye spillere, og den status holder titelfavoritten fast i trods fyrværkeriet på Vestegnen.

”Brøndby IF og FC København har investeret stort i deres trupper. FC København har skiftet ud i en trup sammensat af skiftende cheftrænere og en sportschef, en trup som Ståle Solbakken tilsyneladende ikke mente passede til hans plan. Brøndby IF må håbe, at man kommer i betragtning til at vinde DM og spille med om Champions League et par år før, end man ellers ville have gjort. Man kan argumentere, at det sagtens kan betale sig, fordi det også koster penge at bruge to ekstra år på at komme helt til tops i form af mindre omsætning, på den anden side kan en fodboldklub aldrig være sikker på, hvad der kommer ud af at investere i nye spillere,” siger Jesper Jørgensen fra Deloitte.

Nedskæringer hos mestrene og i Odense
I AaB skrev Allan Gaarde nogle gode kontrakter til relativt billige penge, penge som blev ledige efter afskeden med Jeppe Curth og Anders Due og det tvungne salg af Kasper Kusk. Nordjyderne holder sig trods mesterskabet i Superligaens arbejderklasse målt på forbrug, tilsyneladende endelig klogere af mange års finansielle skader.

OB er endnu ikke et lige så billigt hold, men fynboerne har bestemt bevæget sig meget nedad siden toppen af forbrug i 2008-2010.

Væk er Ruud, Skoubo, Anders Møller Christensen, Krisztian Vadocz og Jesper Christiansen, de nye spillere koster mindre per måned, så nu skal Troels Bech&Co håbe, at de besparelser ikke var for store.

FC Nordsjælland har ryddet ud i en for bred trup og sat transferrekord. Den rekord er fløjet lidt under radaren, men fløjspilleren David Moberg Karlsson, der i sommeren 2013 blev solgt fra IFK Göteborg til Sunderland for 15 millioner kroner, var dyr at få fri af Premier League-klubben.

Randers håber på at have fundet den rette afløser for den dygtige afslutter Ronnie Schwartz i form af Mikael Ishak (som Parma angiveligt måtte købe ud af kontrakten efter det første af den fireårige kontrakt. 

Esbjerg har sat nogle af millionerne fra salgene af Peter Ankersen og Kian Hansen i spil ved at betale for Robin Söder, Eddi Gomes og Lasse Rise, og SønderjyskE fik et par fine navne i Pierre Kanstrup, der gjorde det flot i foråret på leje fra Fredericia, og Marvin Pourie, som bliver et kup, hvis han scorer mål og ikke laver for megen ballade.

FC Vestsjælland er sat til salg af Kurt Andersen, men klubben bevarer tilsyneladende samme budget med nogle fornuftige, gratis anskaffelser, der dog ikke helt kompenserer for tabet af Lasse Nielsen og er lutter mindre navne ud over den tidligere Champions League-spiller Anders Due.

Silkeborg IF fik ikke den offensive forstærkning, holdet gerne ville have ud over Nicolaj Agger, og man skal tro særdeles meget på den nuværende trup og have et rødt Silkeborg-hjerte for at se en mål-bonanza lige om hjørnet uden den målfarlige spiller, klubben jagtede indtil det sidste i vinduet.

FC Midtjylland er en interessant størrelse

 med den nye ejer Matthew Benham. Kontrakterne til udlændingene Marco Ureña, Patryk Wolanski, Tim Sparv og Kristoffer Olsson er et brud med de seneste års politik i klubben, hvor holdet i høj grad har været domineret af danske og nigerianske spillere fra eget akademi og nogle få danskere, plus Petter Andersson, hentet til udefra i deres bedste fodboldalder. Benhams strategi med FC Midtjylland såvel som englænderens anden klub, Championship-oprykkeren Brentford, er at hente yngre spillere, som blandt andet vurderes på basis af virksomheden Smartodds’ enorme viden om fodbold fra et betting-perspektiv. Smartodds har særdeles mange oplysninger på et utal af fodboldspillere i hele verden, og indtil videre har den strategi virket for Brentford. 

Rekord 
Vi ender på et samlet salg fra Superliga-klubberne på 126,2 millioner kroner og indkøb for 108,8, hvilket faktisk er en anelse mere end indkøbene i rekordsommeren 2008, hvor FC København sammen med FC Midtjylland, Brøndby IF og AGF hver købte spillere for et tocifret millionbeløb.

FC København er topscorer med nye spillere for 51 millioner kroner, hvilket klubben afbøder med salg for omkring 35 millioner. Brøndby følger takket være købet af Daniel Agger og salget af Simon Makienok rigtig godt med køb for knap 39 millioner kroner og salg for 23,5. Ergo har de to klubber netto hver brugt 15 millioner kroner på spillertruppen før signon-fees, som givetvis også ligger i millionklassen for begge klubber.

Resten af klubberne har købt ind for beskedne millionbeløb og solgt spillere for mere, end de har købt. Pudsigt nok er Hobro sammen med FC København og Brøndby IF den eneste klub, der har købt for mere, end den har solgt.

Trends
Af interessante trends er det værd at bemærke, at de to store københavner-klubber nærmest udelukkende har handlet med klubber i udlandet. Det er alt andet end mystisk, at FCK’s og Brøndbys bedste spillere bliver solgt til udlandet. Men det er påfaldende, at de to klubber ikke har købt flere spillere i Danmark med Bashkim Kadriis skifte fra Odense til Østerbro som en markant undtagelse. FCK forsøgte sig med Erik Sviatchenko, Brøndby har tidligere vist interesse for Kasper Kusk, men det blev ikke til mere end Kadrii og et par billige talenter fra divisionerne, og dermed blev sommerens store transferaktivitet til en lukket affære mellem de to store københavnske hold og handelspartnere i udlandet.

”Du kan argumentere for, at vi ikke er så dygtige endnu til at handle spillere imellem de danske klubber. Eksempelvis spurgte vi på nogle angribere i Superligaen i januar, og der fik vi et blankt nej. Det er derfor, vi ender med at kigge mod udlandet for at finde angribere, selvom vi vel mindst lige så gerne ville hente danskere,” siger Niels-Erik Søndergaard fra Esbjerg.

”Hvis FCK og Brøndby havde lavet et par ekstra transfers til fem-syv millioner kroner i Superligaen, kunne det sagtens have sat skub i nogle andre handler i Superligaen,” siger Niels-Erik Søndergaard.

”Du kan finde trickle down-effekten på mange af Superligaens salg denne sommer, ikke kun på Kasper Kusk og AaB’s efterfølgende kontrakt til Thomas Enevoldsen. At FC København og Brøndby IF køber i udlandet og ikke i Superligaen er tegn på, at de går efter at hente den nødvendige erfaring fra udlandet,” siger Jesper Jørgensen.

Spilleragenten John Sivebæk fra ProXI solgte blandt andet Kasper Kusk til Twente og Jesper Juelsgård til Evian. Han bider mærke i FCK’s og Brøndbys store forbrug og Brøndbys vilje til at bruge penge på spillere trods et stort budget-underskud. Og så håber han, at dansk fodbold vil fremelske flere dygtige fodboldspillere i de kommende år, så Superliga-klubberne kan udnytte dansk fodbolds gode rygte i resten af Europa.

”Jeg synes, at vi mangler lidt i forhold til at udvikle topspillere. Det er heller ikke så godt for det danske marked som helhed, at en del spillere vender hjem uden at have haft succes,” siger John Sivebæk.

”I Premier League, Italien, Tyskland og Frankrig har de penge til at købe ind. Tv-aftalen i England er astronomisk set i forhold til lille Danmark, og det gør at der bliver købt spillere for store beløb, også spillere som ikke er verdensstjerner. Og der er mange, der kigger mod Danmark, fordi vi har gode traditioner for at udvikle spillere, som er gode til at blive integreret,” siger John Sivebæk. 

Få overblikket over de 12 klubbers budgetter samt køb og salg - på side 2