
På mandag drager AGF's Superliga-spillere på træningslejr i Tyrkiet, og med i flyet er Søren Berg, der dog har fået lov til at afbryde lejren for at tage hjem og passe sine børn, da hans kone ikke er i stand til det.
- Den 5. oktober mistede min kone pludselig førligheden i begge ben. Årsagen er formentlig betændelse i rygmarven Hun har været indlagt og er nu på et genoptræningscenter, hvor hun arbejder på at få førligheden tilbage, og hun gør løbende fremskridt, siger Søren Berg til AGF's hjemmeside.
AGF sportschef Brian Steen Nielsen har fuld forståelse for Søren Bergs situation og har kun roser til overs for kantspillerens indstilling og formåen i den svære periode.
- Vi har sagt til Søren, at familiære hensyn altid vejer tungest. Men til trods for situationen har han fortsat med at levere på meget højt niveau. Det vidner om en beundringsværdig mental styrke og om en forbilledlig dedikation til jobbet som AGF-spiller, siger Brian Steen Nielsen.
Søren Berg scorede seks gange for AGF i efteråret og satte blandt andet Årets Mål ind mod FC Midtjylland i september, da han på imponerende vis med ryggen til mål tæmmede bolden i luften og i samme bevægelse fik drejet sig og sendt bolden i mål.