AGF inviterer flygtninge til fodbold
Superliga

AGF inviterer flygtninge til fodbold

AGF inviterer alle regionens flygtninge til fodbold, når AGF møder FC Nordsjælland den 18. oktober.

Flere fodboldklubber i Danmark har allerede valgt at hjælpe de mange flygtninge, der er strømmet til Danmark, ved at donere penge eller give dem andre oplevelser.

Og nu melder AGF sig ind i rækken af klubber, der gerne vil træde til og hjælpe flygtningene.

I samarbejde med FO-Aarhus har AGF valgt at indgå et samarbejde for at hjælpe integrationen i Aarhus Kommune.

Derfor er alle flygtningene i regionen inviteret til fodbold, når AGF hjemme møder FC Nordsjælland den 18. oktober. Målet er at give dem en positiv oplevelse, hvor de får mulighed for at knytte nye bånd.

- AGF er lig med fællesskab, og det inkluderer også flygtningene, som vi gerne vil byde velkomne. Vi ønsker at markere, at vi er en mangfoldig og åben klub, der er for alle, uanset, hvor man kommer fra, siger Jacob Nielsen, der er direktør i AGF, i en pressemeddelelse.