AGF henter 19-årig hos de russiske mestre
Foto: AGF.dk
Superliga

AGF henter 19-årig hos de russiske mestre

AGF har indgået en treårig aftale med den 19-årige forsvarsspiller Dzhamaldin Khodzhaniazov, der kommer fra de russiske mestre Zenit Skt. Petersborg.

AGF har længe søgt efter en venstre back, der skal tage kampen om med Daniel Christensen, som længe har været ene om pladsen.
 
Nu har AGF fundet en løsning ved at hente Dzhamaldin Khodzhaniazov, der i 2013 fik Champions League-debut for Zenit Skt. Petersborg mod FC Nordsjælland i en alder af 17 år.

- Jeg har gennem længere tid haft Dzhamaldin på min liste og blandt andet set ham for det russiske U19- og U21-landshold. Det er en spiller, som større klubber end AGF har vist interesse for, men jeg er glad for, at han i sidste ende besluttede at skifte til AGF. Han er en spillende og hurtig forsvarsspiller, der har en god venstrefod. Han har mest været brugt i midterforsvaret, men han kan også spille venstre back. Det er en spiller, der har et stort udviklingspotentiale, men som også her og nu har kvaliteterne til at spille med om en startplads, siger AGF's sportschef Jens Andersson, der har stor tiltro til, at Dzhamaldin trods sin unge alder hurtigt vil finde sig til rette i de nye omgivelser.

 
- Det er naturligvis en stor omvæltning for ham, men han er moden af sin alder, og jeg er overbevist om, at han hurtigt vil falde til i AGF og Aarhus og blive en gevinst for klubben.
 
Dzhamaldin Khodzhaniazov - eller blot Dzhamal - er født i Turkmenistan, men har russisk statsborgerskab og var i 2014/15-sæsonen udlejet til FC Amkar Perm i den bedste russiske række.
 
Den nye AGF'er trods sine blot 19 år en fast del af Ruslands U21-landshold, som han har spillet syv kampe for.